mandag den 23. december 2013

Georges Simenon: Afdøde Monsieur Gallet & Den hængte fra Saint Pholien, 2013

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof (set omtalt som Døde Poeters Klub) gik for et par år siden i gang med at genudgive de næsten firs kriminalromaner, som franskmanden Georges Simenon skrev om sin parisiske kriminalkommissær Jules Maigret i årene 1930-72.
Den første bog i den nyudgivne serie indeholder de to historier Afdøde Monsieur Gallet og Den hængte fra Saint Pholien, begge oprindeligt skrevet i 1931. Men alderen på bøgerne skal man nu ikke lade sig forskrække af, for Georges Simenon skrev i disse to historier temmelig meget bedre end mange nutidige krimiforfattere, der nogen gange får hvad som helst udgivet, hvis der bare står "krimi" på titelbladet.
Jeg skal ikke komme så meget ind på handlingen i bogens to historier, men de er begge gedigne og klassiske krimier, hvor Kommissær Maigret med streng logik opklarer de temmelig specielle mysterier. Plottet i Afdøde monsieur Gallet kan måske nok virke lidt for konstrueret. Men begge historier har deres stærke side i de miljø- og persontegninger, som Simenon lægger frem. For der bliver gået hårdt til småborgerligheden i Afdøde monsieur Gallet og til det opstyltede logebroderskab i Den hængte fra Saint Pholien.
Desuden er sproget rigtig godt. Simenon behøver ikke mange ord til at sætte en stemning eller en person på papiret, ofte med et lille drej i ironisk retning. Der har mange nutidige krimiforfattere meget at lære.
Fine og stemningsfulde krimier. Jeg kommer gerne tilbage til serien i en ferie eller på et sygeleje. som Simenon og Maigret kan godt kan bære genudgivelsen her firs år senere.
***
(Rosenkilde & Bahnhof, 293 sider. Udgivet 20. januar 2011.
Afdøde monsieur Gallet oversat af Karen Nyrop Christensen fra fransk: M. Gallet décédé, 1931. Første gang udgivet på dansk i 1933
Den hængte fra Saint-Pholien oversat af Karen Stolberg fra fransk: Le pendu de Saint-Pholien, 1931. Første gang udgivet på dansk i 1932)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Jyllands-Posten (abon.)

2 kommentarer:

  1. Godt at høre, at Maigret stadig holder. Jeg har aldrig læst nogen af historierne, men det er jo en serie man næste må stifte bekendtskab med.

    SvarSlet
  2. Jeg har alle 75 romaner og 3 novellesamlinger fra udgivelserne i 1960-70. 40 år efter at have læst dem er de nye igen. Dejlige at stoppe ind efter de udpenslede voldelige kriminalromaner af i dag.
    Godt nytår
    Palle

    SvarSlet