tirsdag den 1. januar 2013

J. K. Rowling: Den tomme plads, 2012

Ikke et ord om Harry Potter!.
Forfatteren J. K. Rowling, har kastet sig ud i voksenlitteraturen med Den tomme plads, som bestemt og aldeles ikke er ueffen og har ret meget på hjerte.
I den mindre by Pagford i Sydvestengland dør den kun ca. fyrreårige lærer og sognerådsmedlem Barry Fairbrother pludseligt. Det efterlader en tom plads i sognerådet, som "bykongen" Howard Mollison meget gerne ser sit snit til at få besat med endnu en af sine nikkedukker (hans søn), som ikke har det sociale engagement, som Fairbrother havde. Ja, nærmest har han ikke noget engagement overhovedet. Men så begynder de uundgåelige intriger og rænker - godt hjulpet på vej af de tre unge Andrew, Fede og Sukhvinder...
Rowling har helt klart blik for lillebyen småborgerlige spil og for den sociale skævvridning i det lille samfund. Bogen er skrevet med humor og overskud på den sproglige front - og er imponerende godt afleveret på dansk af Agnete Dorph Stjernfelt, der efter sigende skulle arbejde sytten timer i døgnet for at få bogen klar til julehandlen.
Satiren over det store persongalleri rammer bredt på meget forskellige måder men hårdest rammer de magtfuldkomne og selvindbildske - både i lokalpolitikken og i privatlivet. Og der er rigeligt at tage af.
Fin voksendebut fra J. K. Rowling, der absolut kan mere end sin H.... P.....! Meget, meget underholdende bog, der kan anbefales som f.eks perfekt ferielæsning.
***1/2   
(Gyldendal, 517 sider. Udgivet 15. november 2012. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt fra engelsk: The Casual Vacancy, 2012)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra PolitikenInformation, BerlingskeEkstra Bladet og Alt for Damerne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar