Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger, 2014

Hvis man som jeg er, sådan nogenlunde, på samme alder som Jens Blendstrup og endda vokset op kun et par kilometer nordlige end han, er det ren fryd (udtales fryyj) at læse han lille og delvis selvbiografiske Luskefisefortællinger om barndom i 1970'ernes Risskov lidt nord for Aarhus. For jeg blev åbenbart også klippet hos Gummerfrisøren, selv om vi ikke brugte det navn ude i Egå. Og jeg kan heller ikke huske hans hjemmelavede kondomreklame: "Sæt Nøkken på pløkken - det er lykken".
Om det bare er mig, der bare ikke kan huske - eller om det, endnu mere sandsynligt,  er Jens Blendstrup, der bare er fuld af fine løgnehistorier fra sin ellers sande barndom, skal ikke afgøres her - og det for så vidt også bedøvende ligegyldigt...
Luskefisefortællinger er fuld af små anekdotiske fortællinger fra Jens' barndom i Risskov i 70'erne og 80'erne. Og som tidligere (og nuværende) drengerøv er der meget at nikke genkendende til i selskab med Blender, Heino, Klunke, Mumi, Fedesen, Mikael, Fru Granat og den efterhånden kendte familien Blendstrup.
Herligt at komme tilbage til den sydlige del af min barndoms land, og jeg kan mærke, at der må være meget mere stof i Jens Blendstrup til måske at lave en mere sammenhængende drengerøvsroman på et tidspunkt. Han fanger anekdoterne fint i flugten og har en solid grundlæggende flair for livets skæve vinkler. Fin bog til en hyggelig aften eller eftermiddag.
 
(Samleren, 120 sider. Udgivet 17. februar 2014)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.) og Jyllands-Posten (abon.)

Jens Blendstrup: Gud taler ud, 2004

Det er til at se, hvor Jens Blendstrup har fået noget af sin krøllede hjerne fra, når man læser det både bidende og kærlige portræt af hans far (Gud) Uffe Blendstrup i bogen Gud taler ud. Gud er det store egocentriske, braldrende og storrygende og -drikkende centrum i familien med den meget tålmodige hustru og deres fire drenge, i bogen kaldet den ældste, den næstældste, den næstyngste og den yngste.
Jens Blendstrup skriver i den grad fra hjertet til sin far, som tydeligvis på den ene side af gode grunde ikke altid har været nem at holde ud, og som han samtidig af gode grunde har elsket højt. Og det er skrevet med en nerve og et sprogligt overskud, hvor det absurde i både Jens og Gud-fader Uffe kommer fint frem. Der er hverken direkte sentimentalitet eller fordømmelse i portrættet, det er helt overladt til læseren at lægge de ting til sin læsning. At der er stor påvirkning af faderen og hans død kan også ses i Blendstrups og Martin Budtz' fælles blog om deres fædres død.
Meget anderledes og meget glimrende bog, som varmt kan anbefales som et godt, skævt, morsomt og kærligt bud på en ny form for familie- og faderportræt.

Se også min anmeldelse af Jens Blendstrups Bombaygryde