søndag den 10. oktober 2010

Bjarne Schilling & Gorm Vølver: Håndbog for halvgamle mænd, 2010

Ak ja, jeg må jo indse, at jeg så småt er ved at nærme mig målgruppen for Håndbog for halvgamle mænd - selvom det sikkert varer 20-30 år endnu. Jeg er jo kun nærmest kun en moden teenager på ikke engang 46... Og set fra det synspunkt er vi de der halvgamle stødere jo ret latterlige, som det så udmærket bliver beskrevet i Schilling & Vølvers sociologiske selvhjælpsbog. Altså for os, som har den modenhed, der skal til for at forstå og værdsætte den.
Nå, nu skal det ikke være pjat altsammen - og selv om jeg elsker at læse de to herrer Schilling & Vølver i At Tænke Sig på bagsiden af min daglige Politikern, bliver det altså for meget med en hel bog med brokkeemner, halvgammelmandstypologier, næse- og ørehårstrimmere og oldboysfodbold. Der er nogle smågeniale afsnit, ikke mindst om de fire typologier af halvgamle mænd: Den ungsmarte, den terminale, rabatmanden og maratonmanden.
De skriver skægt og Roald Als' tegninger er som sædvanlig små mesterværker - men i bogform bliver det for meget og for tilfældigt - og lidt af en fis i en hornlygte.
**

Ingen kommentarer:

Send en kommentar