De forholdsvis få gange jeg har læst skønlitteratur fra Israel, har det flere gange slået mig, hvor hverdagsagtigt krigen og terroren bliver behandlet. Det er som om, at det er noget, som er et vilkår, som man bare accepterer at man nok ikke kommer af med - en form for eskapistisk accept?
Det er som sagt en fin bog, der giver et stykke hverdag fra Israel, Bombeeksplosionen er den egentlige biting i historien - og det tror jeg er bevidst fra Modans side. Tegningerne er meget fine og giver gode portrætter af de medvirkende, som er med til at understrege deres personlighed. Det er ikke en bog, som jeg vil at siddende i mig lang tid - men som jeg er glad for at have læst alligevel - og som på ingen måde er ligegyldig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar