fredag den 8. oktober 2010

Nick Hornby: Juliet, nøgen, 2010

Er der nogen, der kan skrive om evigt umodne drengerøve i fyrreårsforklædning med monomane interesser indenfor rockmusik, er det da vist Nick Hornby.
I Juliet, nøgen er det så bare rocknørdens bedre halvdel, Annie, og genstanden for idoldyrkelsen, Tucker, som er de egentlige hovedpersoner. Annie og Duncan er et par omkring de fyrre. Duncan har i masser af år dyrket en næsegrus tilbedelse af rocksangeren og sangskriveren Tucker Crowe, som siden 1986 har levet i selvvalgt isolation. Annie synes, at hun har spildt de sidste 15 år sammen med Duncan (og ikke mindst hans forhold til Tucker), men det bliver hende der får etableret en reel kontakt med det overmytologiserede rockikon.
Der er rigtig mange steder, hvor Hornby rammer godt ned i det skæve forhold mellem myter og reel virkelighed, og i om et nørderi egentlig kun har selve nørderiet som drivkraft. Det klæder også Juliet, nøgen, at det mestendels er Annies og Tuckers historier, som fortælles - begge vældig påvirket af henholdsvis Duncans afgudsdyrkelse af Tucker for Annies vedkommende og afgudsdyrkelsen i det hele taget for Tuckers vedkommende. Stol aldrig på en mytedannelse. Myter er også mennesker.
At det så nok er en bog, som ikke går over i min evighedskanon, er en anden sag. Og hvorfor pokker hedder bogen på dansk Juliet, nøgen og ikke Juliet, Naked, som er navnet på CD'en med Tucker Crowe. Jailhouse Rock hedder da heller ikke Fængselsrok-og-rul, når nummeret omtales på dansk!
***
(Originaltitel: Juliet, Naked, 2009)

Læs også min anmeldelse af Nick Hornbys High Fidelity

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar