Selvangivelse I: Årets krimiindkomst 2010

Vi starter herhjemme...
Jeg skrev fornylig, at Lene Kaaberbøls Kadaverdoktoren var min kandidat til årets bedste danske krimi. Siden har jeg tænkt, at det var egentlig noget vrøvl, da der absolut er en anden kandidat, som nærmest er umulig at sammenligne med den. Det drejer sig om Susanne Stauns Døderummet. De er begge mine kandidater, men er det på meget forskellige måder. Kadaverdoktoren er repræsentant for den historiske krimi, som udspiller sig 1890'ernes Frankrig og har et tema med opbrud til 'den nye tid', hvor lægevidenskaben videnskabeliggøres og i højere grad stiller sig som opposition til den religiøse verdensopfattelse: Viden mod (over)tro. Glimrende skrevet og med rigtig god research - og ikke mindst drønspændende både som krimi og  roman.

Så er der Døderummet, som udover et smaddergodt plot, igen fin research og rigtig gode figurer i den grad glimrer med et Staunsk sprogligt overskud og en bidskhed, som er helt forrygende. Her gør det ingenting, at realismen ikke altid er konsekvent - det er ikke det der skal bære bogen. Og så replikkerne: Alene den med at få at vide, at man ligner én der er dumpet til ligsyn... Det er langt ude, råt, usødet og skidegodt. Rigtig Femi Fatale!

Årets store danske krimiskuffelse for mig er klart Jussi Adler-Olsens Journal 64. Det er ikke en elendig bog, men når man nu ved, hvad han kan, den gode Jussi. Skabelonen er den sædvanlige med et rimelig råt og i denne bog politisk plot med psykopater i i de virkelige skurkerollerne stillet over for dansk krimis Gøg & Gokke, Carl Mørck og Assad med Rosa på sidelinien. Det er den sædvanlige høje krimihåndværksmæssige standard, og ligesom i de to andre nænte bøger har Jussi Adler-Olsen igen også noget på hjerte. Men jeg synes, at skabelonen nu er ved at være lidt slidt i forhold til mig, og forholdet mellem Rosa, Assad og Carl er ved at blive lige lovlig slapstick-agtigt - mens plottet og viljen til at ville noget med sin krimi er rigtig, rigtig godt,  men desværre denne gang forsvinder lidt i farcen. 
Og nu til udlandet...

På den udenlandske scene er Jo Nesbø endnu engang fuldkommen sikker på min årlige førsteplads med Panserhjerte. Der er bare ikke noget at gøre. Nesbø kan det hele og ALT fungerer i den bog. Han er for mig den kronede krimikonge, og den eneste krimiforfatter som jeg har givet fem rene og blankpolerede stjerner i år.

Men der har da også været andre anbefalelsesværdige krimier - fra udlandet: Vidar Sundstøls Drømmenes land om norske efterkommere i Minnesota, Caryl Férey Zulu, en barsk og brutal sag fra Sydafrika, En personlig sag af Peter Robinson med hans gennemgående kriminalkommissær Alan Banks, den japanske Skyggefamilie fra det virtuelle af Miyuki Miyabe og så ikke at forglemme den godt hypede Hypnotisøren af pseudonymet Lars Kepler (Alexandra & Alexander Ahndoril).

Det er jo ikke alt, jeg har fået læst, så sådan er min selvangivelse 2010 på krimiområdet altså blevet. Andre anbefalinger modtages gerne.