Savn er meget svær at give et kort resumé af og i det hele taget en svær bog at skrive om, uden at komme til at røbe for meget, men man kan vel sige at der er to handlingsspor i bogen. Det australsk/tasmanske som drejer sig om de britiske kolonisters forsøg på at omskabe resterne af den oprindelige aboriginalbefolkning i sit eget billede på et 'højere' kulturelt stade - symboliseret ved guvernørparret John og Jane Franklins adoption ca. 1840 af den syvårige Mathinna, en adoption som har konsekvenser for alle tre parter...Og så er der det engelske handlingsspor, centreret om forfatteren Charles Dickens, som ca.10 år senere midt i en solid midtvejskrise sættes til af Jane Franklin at imødegå påstande om, at John Franklin og hans besætning, som en del år før er forsvundet sporløst under en polarekspedition, har forsøgt at overleve ved kannibalisme.
Men det bogen egentlig handler om er lidenskab, savn, begær - og som nævnt civilisation samt kulturelle dogmer og fordomme. Hertil kommer der andre emner indover som pædagogik og ikke mindst ægteskabet som institution (og dets skuffelser).
Og det bliver næsten for meget at gabe over i én bog. Bogen vil for meget, men klarer det egentlig meget godt alligevel, til trods for at det bliver meget ujævnt. Noget af det bedste er portrættet af Dickens og hans miserable ægteskab og hans genopdagelse af kærligheden - og noget bliver for firkantet, ikke mindst beretningen om om aboriginalpigen Mathinna og hendes liv i familien Franklin. For stor bog i for lille en form...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar