For en måneds tid siden afholdt vi på Stadsbiblioteket i Lyngby en bogcafé om nordiske bøger, hvor vi var fem kolleger, der fortalte om nogle af vores yndlingsbøger fra Norden. Min kollega Karsten sluttede seancen meget smukt med Tomas Tranströmer og hans digte, musik og livshistorie, og han læste blandt andet op fra bagsiden af Tranströmers lille erindringsbog Minderne ser mig.
Og så var jeg solgt og vidste, at den bog ville jeg bare læse! Det blev nu først nu, at jeg fik det gjort. og det krævede bare, at stod lidt sent op her søndag morgen. Det lille stykke Karsten læste lød:
"Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere."
Det er s'gu da flot! Og det bliver sikkert mere og mere rigtigt, jo ældre man bliver. Derfor havde jeg forventet nogle stærkt komprimerede barndomserindringer med dybe og smukke linier, som ville kræve tid til at nå til bunds i. Men det er faktisk nogle meget nøgterne nedslag i barndomsminder, som på sin rolige facon giver et godt lille billede af drengen Tomas. Bedst synes jeg at kapitlerne om hans skolegang. Erindringerne går til s. 51, hvorefter der er en lille samling nye digte fra Tranströmers hånd. Jeg kan ikke rigtig se, hvad det dybere formål med at bringe digtene her i denne bog andet end at udvide en meget lille bog til en lidt større lille bog, så den da kommer op på 62 sider. Nærmest ligesom et bonustrack på en CD.
Jeg ville nok have foretrukket en mere gedigen selvbiografi på nogle hundrede sider: Han er sympatisk, han kan skrive, han kan huske, han har noget på hjerte - også til mere end en mandelgaveudgivelse. Og det, der står, er godt!
NYT: 6. oktober 2011: Tillykke til Tomas Transtrømmer med Nobelprisen 2011!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar