Ian McEwan: Solar, 2010

Michael Beard er en afdanket nobelprismodtager i fysik, har endda fået opkaldt den såkaldte Beard-Einstein konflation efter sig, men har til gengæld ikke tænkt en ny videnskabelig tanke i de tyve år siden tildelingen. Derimod har han haft rigeligt at prale af med honorære titler uden indhold og ikke mindst rod i privaten, nu med det femte ægteskab under kuldsejling i starten af bogen, hvor konen nu har fundet en elsker - efter at Michael har haft elleve elskerinder under deres fem år lange ægteskab. Men efter et dødsfald, der viser sig på mere end én måde at være belejligt, har han igen en idé, som kan bjergtage verden. Og så må han også se at rode sig ud af den...
Der er rigeligt af mandlige udyder at læse om i Solar. Michael Beard er et selvcentreret rodehoved, der både får sine løgne gjort til sandheder og sandhederne til løgne. Han er repræsentant for den absolutte eksakte videnskab, men han vender og drejer alt i sin egen virkelighed til egen fordel - når han altså ikke bliver gennemskuet.Han bliver skildret som det han er: En lille, fed, opportunistisk overlever af en skiderik, der stikker af, når tingene hober sig for meget op, for derefter at poppe op et andet sted og starte forfra, og af en eller anden grund klarer han den altid - og charmerer faktisk sin læser på trods .
Rigtig god satire om forskning, parforhold, klimadebat og ikke mindst mænd. Velskrevet og morsomt bekendtskab med både Ian McEwan og Michael Beard, selv om det åbenbart ikke normalt ligger til nogle af dem at have humoren i front.

(Gyldendal, 389 sider. Oversat af Jan Hansen fra engelsk: Solar, 2010)