Daniel Defoe: Robinson Crusoe, 1719

Efter sigende skulle Robinson Crusoe være den næstmest solgte bog nogensinde efter Bibelen. Det er der gode grunde til, for der er klare muligheder for at identificere sig med Robinson: Hvad stiller man op med den totale ensomhed på en øde ø? Hvordan overlever man? Bliver man reddet fra sin skæbne?
Men jeg må sige, at Defoes idé er nok det, der er det fremragende ved bogen og i mindre grad idéens udførelse. Der er tale om en temmelig flagrende bog, hvor Defoe nogle gange glemmer ting, han ellers har lovet at ville beskrive. Og der perioder i bogen, hvor der væves side op og side ned om især Robinsons religiøse overvejelser, som man allerede en eller flere gange før har fået redegjort for.
Der var tidspunkter, hvor jeg var tæt på at opgive men besluttede mig for at fortsætte - og jeg har da sprunget en del sider over i de mest vævende passager. Alligevel har det taget en uge for mig at komme igennem de lidt over 300 sider.
Alt i alt: Forståelig klassikerstatus - men ikke nogen særlig god bog. Den præger for meget præg af det bestillingsarbejde, som den faktisk var.