Romanen er bygget op som en kollektiv vi-fortælling, sammensat af mange af kvindernes historie, hvor et hav af kvinders forskellige versioner af overfarten over Stillehavet med båd, mødet med mændene og USA og det efterfølgende liv er repræsenteret, ofte skåret ned til enkelte sætninger i en kollektiv opremsning. Et eksempel fra bogens allerførste linier:
"På skibet var de fleste af os jomfruer. Vi havde langt sort hår og flade fødder, og vi var ikke særlig høje. Nogle af os havde ikke spist andet end risvælling som unge piger, og nogle af os var kun fjorten år gamle og stadig ikke andet end unge piger. Nogle af os kom fra byen og og gik i elegant bytøj, men mange af os kom fra landet, og på skibet gik vi i det samme gamle tøj vi havde arvet af vores søstre og gået i år efter år..."
Sådan kører bogen hele vejen, og det fungerer rigtig godt til at give et bredt billede af baggrund og skæbne for de mange japanske kvinder, som tog turen til et ukendt og ofte skuffende liv i USA omkring 1920. Selv om jeg en gang imellem kunne savne en mere personlig vinkel, tror jeg Julie Otsaukas valg af den kollektive vinkel er helt rigtigt set.
Der, hvor jeg til gengæld synes, at forfatteren fejler, er i det afsluttende kapitel om deportationen af amerikansk bosatte japanere efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941. Her vælger hun at overgive den kollektive fortællerstemme til japanernes amerikanske naboer. Det giver et for stort brud på den ellers helt konsekvente måde at fortælle historien på, et brud der satte et irriteret skår i min glæde over bogen.
Men alt i alt god og vigtig bog, både om amerikansk-japansk historie, men også med skjulte kommentarer til moderne indvandrerdebat.
(Hr. Ferdinand, 191 sider. Udgivet 26. februar 2014. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra amerikansk: The Buddha in the Attic, 2011)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Jyllands-Posten (abon.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar