Morten Hesseldahl: Blodet fra Solsortesletten, 2011

Der burde være masser af godt stof til fine internationale politiske thrillers om krigene og eftervirkningerne af krigene på Balkan i 1990'erne, hvor en vidende forfatter rigtig  kunne rulle sig ud. Derfor er det synd, at Morten Hesseldahl ikke har kunnet gøre det bedre. For hans Blodet fra Solsortesletten er slet og ret en dårlig bog. Basta!
De to gamle gymnasiekammerater Thomas og Iben mødes igen, både ved deres tiårs studenterjubilæum, men vigtigst af alt ved et andet sammentræf. Den filosofistuderende Iben, som hænger fast i specialesumpen, arbejder nemlig som assistent for den aldrende danske litterat Ruben Kjær, som er en stærk støtte for serbisk nationalisme. Tegneserietegneren Thomas tjener til dagen og vejen som indbrudstyv i makkerskab med kammeraten Oliver, som skaffer nøgler til kommende indbrudsmål. En aften låser Thomas sig ind i en lejlighed, hvor der ligger en groft mishandlet serber, Jovan, som Thomas tager med og tager sig af, da Jovan ikke vil have, at Thomas skal tilkalde politi eller ambulance. Både Rubens og Jovans samt Ibens og Thomas' historier hænger sammen og kommer til det i endnu højere grad, da den albansknationalistiske "Michelinmand" blander kortene for alvor...
Det skulle have været en thriller om den ex-jugoslaviske situation, ondskab som begreb og om hvor lidt man kan isolere sig fra, hvad der sker ude i den store verden. Drønspændende emner, men bogen handler ikke rigtig om noget alligevel. Alt fiser ud i utroværdige handlingsforløb, skabelonagtige papkassefigurer i hovedrollerne, og selve historien starter først for alvor halvvejs inde i bogen. Handling og replikker og især persontegninger går endda hen og bliver ufrivilligt komisk engang imellem. Det mest interessante blev i mine øjne til overvejelser om tegneserier og om sproglige problemer i forskellen på ordene Kosovo og Kosova. Og det er mildest talt for lidt.
Det virker lidt som om, at bogen pinedød har skullet være klar til efterårssæsonen, og at man derfor har prioriteret udgivelsesdatoen højere end Hesseldahls skrivning og forlaget Modtryks redaktionsarbejde. Det er en ommer til Hesseldahl og Modtryk. Ingen af dem har gjort deres arbejde godt nok, og bogen er ikke værd at læse.

(Modtryk, 278 sider)