Mette Sø: Snebær, 2013

Mette Sø debuterede i 2010 med den temmelig anderledes lille roman Petit, Petit om den kvindelige cykelrytter Petit, der får et noget absurd forløb på den kvindelige udgave af Tour de France - men også finder af ud af noget om sig selv.
Man kan genkende nogle af de grove træk i Sø's tredie bog Snebær, der igen bl.a. handler om kvinder og identitet under usædvanlige betingelser, denne gang besættelsen i efteråret 1944.
De tre kvinder med dæknavnene Pim, Spot og Moskva i modstandsgruppen Snebær har fået besked på ovenfra at holde lav profil fra aktioner. Det har de ikke tålmodighed til og går derfor i gang med at planlægge operationer på egen hånd.
Moskva, som i det civile hedder Maggie, føler sig splittet mellem sine to identiteter, hvor Maggie har søger elementer fra det "virkelige" liv, som Moskva lægger hindringer i vejen for, mens Moskva er i stand til at udføre ting, som Maggie ikke kan genkende fra sig selv.
Snebær fik i et par avisanmeldelser nogle høvl for sproglige anakronismer og researchfejl. Og jo, jeg lagde da godt mærke til de strømpebukser, som først fik dansk premiere femten år efter. Ærgerligt, men absolut til at leve med, da bogens styrke ikke primært ligger i tidsbilledet fra besættelsen, men i at være en fin historie om tre unge kvinders usædvanlige livsomstændigheder helt ude på kanten, deres forhold til hinanden og ikke mindst sig selv.
Sproget flyder let fra forfatteren i forholdsvis korte sætninger uden de store dikkedarer og er med til at gøre en elementært spændende historie endnu mere stakåndet på den gode måde.
Snebær bliver nok ikke en af de store klassiske besættelsestidsromaner, men den har dog en plads blandt de gode.

(Republik, 277 sider. Udgivet 12. september 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Weekendavisen og Arbejderen
Se også Mette Søs blog moskva jensen - med "refleksioner over researcharbejdet med romanen "Snebær".

Liz Jensen: De ubudne, 2013

Over hele verden er der en pludselig bølge af mord på forældre begået af deres børn på ca. ti år og derunder. Og dette samtidig med en anden bølge af sabotage på virksomheder foretaget af ansatte, der ofte har stået i spidsen for de projekter, de saboterer. Det er her, at hovedpersonen Hesketh Lock kommer ind i billedet. Han er nemlig ansat i et firma, der arbejder med inddæmning og skadebegrænsning i firmaer, hvor noget pludselig går helt galt. Han er antropolog og i kraft af et savant-syndrom, der bunder i hans Aspergerdiagnose i stand til at se mønstre i tilsyneladende uafhængige elementer. Og det får han god brug for. For der er nemlig sammenhæng mellem begge de verdensomspændende bølger. Og fra disse til hans elskede syvårige stedsøn Freddy.
Liz Jensen har på flere måder leveret en rigtig fin historie med De ubudne. Selve plottet er enormt spændende bygget op, både på det store og det lille plan. For det er både hele samfund og små familier, der lægges i ruiner, når ungerne myrder og sabotørerne saboterer. Og Liz Jensen får læseren til at tro på plottet i kraft af sit fine plot. Og hvilken forældre kan ikke rystes af denne historie?
Desuden er portrættet af hovedpersonen Hesketh rigtig godt. Leonora Christine Skov skrev i sin anmeldelse af bogen i Weekendavisen, at hun var ret træt af aspergerfigurer med særlige evner, og det kan jeg da godt give hende ret i. Men jeg synes på den anden side, at Hesketh er en af de bedste skildringer af den slags, jeg har set. Og ret morsomt ind imellem - som efter affæren med den schweiziske demograf.
Og så er der en helt særegen stemning i De ubudne. Den går ikke helt over i det apokalyptiske, men har en utryghed over sig, som er helt speciel - og det igen både det store og det lille plan. Jeg har svært ved at sætte finger på det, men prøv selv...
 
(Politikens Forlag, 254 sider. Udgivet 4. marts 2013. Oversat af Hans Larsen fra engelsk: The uninvited, 2012)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske