søndag den 16. oktober 2011

Bogbrokkehovedet under rekonvalescens

Efter en episode af dem, man gerne undgår, har Bogbrokkehovedet nydt godt af Rigshospitalets udstrakte service og ekspertise på dets (heldigvis for alle parter) skatteyderfinancierede wellness-center.
Det er altså svært at koncentrere sig om selv rigtig gode bøger, når man lige har været ved at krasse af efter et hjertestop på hele tretten minutter. Og det var, hvad jeg havde gjort, hvis ikke der var et modigt menneske, der havde turdet begå en gang hjertemassage mod mig uden dog at hjertet for alvor gik i gang alligevel - men ikke desto mindre beholdt "flimmeren". Så vedkommende massør, ambulancefolk og Rigshospitalet takkes selvfølgelig af "eet overlevende hjerte" - nemlig mit!
Så nej, I slipper ikke helt for mig endnu derude, selv om jeg måtte starte forfra på Jonas T. Bengtssons indtil nu glimrende Et eventyr. Jeg huskede ikke rigtig noget af de omkring hundredeogtyve sider, som jeg havde læst indtil da.
Men mere om den om et par dage - forhåbentlig...
Verdenslitterært PS: Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at teksten til prædikener i landets kirker på 16. søndag efter trinitatis, som var 9. oktober (den søndag jeg vågnede op efter mit hjertestop), lød: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7,11-17

Så er det altså liiiige før, at selv jeg må overgive mig og blive troende...

27. oktober: En pacemakeroperation senere og med udsigt til nogle ugers rekreation ser verden igen nogenlunde ud som den plejer, bare noget mere indskrænket i sit virkelighedssyn. Men med første bind af Murakamis 1Q84 tre timer bag mig og med et signeret (med hippiehilsner) første bind af Øvigs Hippie foran mig ser bogverdenen stor og lys og god ud! Lidt forkælelse har man nok lov at spendere på sig selv, når man nu stadig selv er stand til at formøble formuen....

8 kommentarer:

  1. Puh, det lyder som en rigtig grim oplevelse. Godt at hjælpen var nær.

    SvarSlet
  2. Velkommen tilbage til livet. Det ville have været ærgerligt at gå glip af dine brokkerier. Jeg har nok misforstået dig. Jeg troede dine brokkerier var en morsom signatur, ikke at det skulle tages bogstaveligt ;o)

    SvarSlet
  3. Ja, det håber jeg sandelig også. God bedring!

    SvarSlet
  4. Hold da op, sikke en gyser. Rigtig god bedring.

    SvarSlet
  5. Tak skal I ha'. Ja, det var en gyser - ikke mindst for min familie. Jeg selv var ret ligeglad, mens det allerværste stod på...
    Men er det ikke tit sådan, at hele handlingen foregår rundt om en hovedperson, som ikke selv rigtig deltager i "løjerne"...?

    SvarSlet
  6. Tillykke med livet. Jeg burde vist nok gøre alvor af at opfriske mit gamle kursus i hjertemassage.

    SvarSlet
  7. Hov! sikke da en forskrækkelse. Håber du bliver frisk igen.

    SvarSlet
  8. Yes, jeg vil også tilmelde mig det min arbejdsplads' kommunale kursus i førstehjælp - og tror, at jeg denne gang vil gå noget mere seriøst til værks, end da jeg var på det for 6-7 år siden! Og tak skal I ha'! Det går helt godt nu - og der er i den grad god tid til at lufte læsebrillen.

    SvarSlet