Den lidt ældre britiske diplomat "Paul" får til opgave af sin minister til at være hans øjne og ører i en mildest talt kontroversiel aktion for at fange en leder fra Al-Qaeda i 2008 på Gibraltar. Aktionen lykkes tilsyneladende, men tre år efter kommer den nu daværende ministers unge privatsekretær Toby Bell undervejrs med, det bestemt ikke var tilfældet. Da "Paul" samtidig opsøges af en af de andre, og mere aktive, deltagere i aktionen, knyttes han sammen med Toby for at finde ud af sandheden - og at afsløre den. En afsløring både embedsværk, efterretningstjeneste, politikere og magtfulde private kræfter bestemt ikke er interesseret i...
Det er i år halvtreds år siden, den nu toogfirsårige John Le Carré udgav Spionen der kom ind fra kulden, og niveauet er stadigt meget højt i forfatterskabet. Plottet er helt helt på plads og velkonstrueret, de moralske dilemmaer ført up to date, mens personerne måske lige er en tand - men kun én tand - for karrikerede. Men stadig er de medvirkende til at identificere sig med, og slutningen lader så meget stå åbent, at man selv må tænke videre på, hvad der kommer til at ske - eller hvad man ville ønske, der kommer til at ske.
Jeg har læst bedre bøger af Le Carré, også fra hans sene karriere, men det er som altid rigtig flot håndværk med bid og budskab, og han kan stadig kan levere aktuelle romaner, der både har spænding, sprog, plot og indhold til at være guf her halvtreds år efter gennembruddet.
(Rosinante, 349 sider. Udgivet 10. maj 2013. Oversat af Jette Røssell fra engelsk: A delicate truth, 2013)
Nazitidens Tyskland er til hver en tid godt bogstof, både som skøn- og som faglitteratur. Journalisten og fagbogsforfatteren Erik Larson har i I ondskabens have skrevet en biografi om den amerikanske ambassadør i Berlin 1933-37, William E. Dodd, men har benyttet sig af en teknik, der gør at bogen har en romans spændingsmæssige kraft i sig.
I 1933 udnævnes den 64-årige historiker William E. Dodd til ny ambassadør i Berlin kort efter Hitlers magtovertagelse. Med sig har han sin kone, sønnen Bill og ikke mindst datteren Martha, som også spiller en vigtig rolle i bogen. I starten af opholdet er hele familien fascineret af den dynamik, der finder sted i Tyskland under den opbygning der foregår. Men efterhånden afløses det indtryk af de nazistiske magtkampe og intriger, og ikke mindst den brutale forfølgelse af jøder og af politiske modstandere. Et interessant vidne er ambassadørens datter. Hun er en for tiden seksuelt frigjort kvinde, der blandt flere andre får et forhold til Gestapos chef Rudolf Diels og til en russisk diplomat, som i virkeligheden er agent for den sovjettiske efterretningstjeneste NKVD.
Både på for- og bagsiden af I ondskabens have er der citater fra anmeldelser, der fremhæver bogens thrillermæssige kvaliteter, som om det var en John Le Carre-roman. Og det var da også på samme måde, jeg havde det under læsningen. Enormt spændende historie og eminent godt skrevet, især forspillet til 30. juni 1934, hvor det nazistiske SA grundigt blev sat ud af spillet er enormt interessant beskrevet.
Men også William Dodds stigende frustration over både udviklingen i Tyskland, især med hensyn til løsningen af "det jødiske problem" og med hensyn til den åbenlyse og voksende modstand mod i det amerikanske diplomati er virkelig et studie værd.
Men lige en kommentar til billedsiden: Den er så sparson, at den stort set kunnet have været undværet. Og på min Sony e-bogslæsers grafik er den stort set intetsigende med undtagelse af et billede af Dodd bag sit skrivebord... Teksten bærer bogen. Der tegnes et fantastisk billede af byen Berlin på det tidspunkt. Hvordan skruerne strammes mere og mere, og hvordan angsten bliver et vilkår for både høj og lav, og hvad det betyder for menneskelige sammenhænge. Også for en amerikansk ambassadør.
Meget anbefalelsesværdig bog!
(Forlaget Turbulenz, 397 sider / 1,74 Mb. Oversat af Ursula Baum Hansen fra amerikansk: In the garden of beasts, 2011)
