Morten Brask: En pige og en dreng, 2013

Efter lige at have læst to mere eller mindre skuffende bøger, som jeg havde endog meget høje forventninger til, gav jeg mig i kast med Morten Brasks En pige og en dreng, som ikke rigtig sagde mig noget på forhånd. Og lige den bog ramte mig virkelig - så jeg endda flere gange sad og græd, mens jeg læste.
Den unge navnløse fortæller begynder at gå til forelæsninger på KUA, hvor han lægger mærke til den smukke, mørke Maya. Til en universitetsfest finder de sammen og starter siden et langvarigt forhold. Men Maya har et ønske, der siden udvikler sig til et krav: Hun vil have børn, ikke engang, men nu. Han går med for at beholde hende, hun bliver gravid med tvillinger, og så bryder verden så eftertrykkeligt sammen - og det ender med at blive tabet af "det hele".
At Morten Brask har skrevet romanen med udgangspunkt i hans egen tilsvarende tragedie vidste jeg faktisk ikke, før jeg var færdig med den. For mange af de parforholdsmeknismer, som Brask glimrende beskriver, fungerer jo i ethvert forhold, uanset om man er ude for en tragedie af den kaliber, som romanen indeholder. Jo, forfatteren har helt sikkert haft et selvterapeutisk sigte ved at skrive En pige og en dreng, men det er samtidig lykkedes ham at lave et meget flot portræt af et kærlighedsforholds opblomstring og død. Både den historie og tragedien i den har almengyldighed. For alene angsten for tragedien sidder i alle, som er forældre, eller som parret i bogen har været på vej til det.
Derudover skriver Morten Brask fremragende. Han skaber en fin balance i et sprog, der aldrig bliver overformidlende eller overlader det det hele til læseren. Rigtig god guiding helt ind til kernen i historien og ud igen!
Til klar anbefaling - men måske lige til ikke vordende forældre, der lige har fået en termin...
  
(Politikens Forlag, 216 sider. Udgivet 18. april 2013)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Weekendavisen
Læs også min anmeldelse af Morten Brasks William Sidis' perfekte liv, 2011

Dennis Gade Kofod: Genfærd, 2013

Jubilæumsanmeldelse: Anmeldelse nr. 500 fra Bogbrokken. Hurra!
Dennis Gade Kofod er, som navnet antyder, bornholmer. Og han skriver om Bornholm - hver gang. Denne gang er vi på hotel lidt syd for Neksø i nærheden af Hundsemyre, en mose der ligesom personerne i bogen gemmer på hemmeligheder...
Frederik er ramt af sorg efter at have mistet sin gravide kæreste og har fået en betalt ferie på Bornholm.af sin arbejdsgiver for at komme til hægterne.På det familiedrevne hotel trøster han sig med receptionisten Pus, som også trænger til trøst for sine hemmeligheder. Og flere hemmeligheder forefindes på hotellet ved mosen...
Genfærd er en fin lille bog, skrevet i den ofte benyttede danske minimalismes ånd. Det kan jeg godt engang imellem blive lidt træt af, men Dennis Gade Kofod skriver altså godt og formår med små midler at fremelske stemningen af noget meget uheldssvangert og gemt. Det bliver ofte understreget med billeder på det underliggende rådne, både i naturen, bygningerne og de mennesker, der hører til.
Genfærd er ikke nogen stor bog, men en fin lille stemningsreportage fra solskinsøen, som også rummer en kulde i sig, selv i en hed sommer. Men der mangler noget, før bogen rigtig rykker i mig. Og sådan har jeg det ofte med minimalistisk skrivekunst. Det bliver overladt lidt for meget til læseren selv at fylde historien helt ud. Men jeg er ikke i tvivl om, at Dennis Gade Kofod vil kunne skrive en bog engang, som virkelig får det til at rykke i mig, hvis han skulle få lyst til at bruge lidt større ord.

(Rosinante, 153 sider. Udgivet d. 22. februar 2013)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information og Berlingske 
Læs interview med Dennis Gade Kofod i Kristeligt Dagblad 16. februar 2013
Læs også min anmeldelse af Dennis Gade Kofods Superhelte i det hele taget, 2010

Amanda Lind: Francys evangelium, 2012

Der bliver budt op til til en hårdkogt omgang "chick lit pulp fiction" i Amanda Linds Francys evangelium, der er en ret morsom og vildt overdrevet parodi på en femikrimi.
Francy er en karrierebevidst kvinde i Stockholm, syvogtredive år, gift og mor til to. Det lyder som noget, der er blevet skrevet chick lit romaner om før, hvis det ikke lige var fordi Francy er topchef for et større mafialignende narko-, bordel- og casinosyndikat. Og hun skyer ingen midler i kampen mod konkurrenter på det marked.
Som i mere almindelig chick lit og femikrimi er det svært for Francy at få alle ender af sit liv til at gå op, især da en ny spiller på konkurrenternes bane, Zacharias Cohn, dukker op med ligeså hårdhændede midler i sin kamp imod Francys syndikat. Enderne er mange: Fødsel, stigende misbrug af piller, livet med og uden manden Pär, forholdet til forældrene og søsteren, det manglende forhold til sønnen Adrian, fødselsfedme, angstanfald og desuden alt der nu er ved at lede stor kriminel organisation. Og det er ikke så lidt!
Som sagt opfatter jeg Francys evangelium som en parodi på chick lit og (svenske?) femikrimier. Her har vi bare en gangsterchef, som er kvinde og både står midt i et bandeopgør, i et familieopgør og i et opgør med sig selv. Det hele skal gå, men går ikke, og går så nok alligevel - måske.
Hele historien er totalt opskruet med den blodigste vold, som jeg længe har læst - og med så mange private problemer, at halvdelen kunne bringe enhver på depressionens rand. Man skal ikke forvente at blive meget klogere på "den moderne karrierekvinde" - men det er fandengalme morsomt og godt skrevet.  
Francys evangelium skulle være første del af en trebindsserie - jeg hopper med på toeren, når den udkommer!
 
(Aronsen, 448 sider. Oversat af Lene Gulløv fra svensk: Francys evangelium, 2010. Amanda Lind er pseudonym for Johanna Nilsson)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Weekendavisen (på forlaget Aronsens hjemmeside) og Alt for damerne