Viser opslag med etiketten Antisemitisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Antisemitisme. Vis alle opslag

lørdag den 28. juli 2012

Umberto Eco: Kirkegården i Prag, 2012

Umberto Ecos Rosens navn, som han skrev i 1980, viste hvor godt man kan kombinere en underholdende og spændende roman med at videregive historisk stof. Med Kirkegården i Prag forsøger Eco at gentage kunststykket, men denne gang er resultatet mildest talt mere pauvert.
Den italienske hovedperson Simone Simonini har ad omveje skabt sig en noget lusket karriere i Paris i slutningen af attenhundredetallet som pengegrisk dokumentforfalsker og producent af informationer for højstbydende. Han hader alt og alle, og ikke mindst jøder, og sætter kun pris på god mad og penge. Scoopet i Simoninis karriere er da han egenhændigt forfatter Zions Vises Protokoller, som skal vise at jøderne er ude på at overtage verdensherredømmet. Det er - ligesom det meste andet i bogen - et virkeligt dokument, som her er bestilt af en russisk efterretningstjeneste.
Kirkegården i Prag er en noget blandet oplevelse. Selve historien om Simoninis karriere er da spændende, ikke mindst fordi alt i bogen, undtagen Simonini, baserer sig på historiske begivenheder, og fordi Simonini som udgangspunkt er en god figur. Men jeg savnede at have et detaljeret overblik over hele den europæiske historie syd for Ejderen, som nærmest er en forudsætning for at kunne forstå hele historien. Dertil kommer at bogen er noget rod og i store dele ret kedelig, og som gav mig lyst at springe hele kapitler over.
Bogen er illustreret med samtidige tegninger og stik, men de har ingen rigtig funktion - og på min e-læser blev de nærmest ubrugelige.
Ikke nogen stor oplevelse - læs hellere Rosens navn igen for at se hvad Eco kan, eller kunne...
**
(Rosinante, 512 sider / 3,15 Mb. Oversat af Lorens Juul Madsen fra italiensk: Il cimitero di Praga, 2010)
Se mereLitteratursiden  
Lån bogenbibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Nordjyske, Information og Berlingske