Josef Haslinger: Jáchymov, 2013

Den tjekkiske by Jáchymov tæt ved den tyske grænse er et kendt kursted, hvor det radonholdige vand siges at lindre eller helbrede især gigtsygdomme. Men byen var også i 1950'erne og 1960'erne hjemsted for en frygtet lejr, hvor især de mest betydningsfulde politiske fanger under kommunismen uden nogen beskyttelse gravede efter uran i minegangene i bjerget.
Den østrigske forfatter Josef Haslinger har brugt den tjekkiske balletdanserinde Blanka Modrys historie om sin far, den legendariske ishockeymålmand og dobbelte verdensmester med Tjekkoslovakiet Bohumil Modry, der sad i lejren i nogle år. Han døde syv år efter løsladelsen af følger efter den radioaktive stråling, han var udsat for i Jáchymov.
Haslinger lader Blanka Modry møde en østrigsk forlægger, da de begge forgæves forsøger at få et værelse på den lille håndfuld kursteder i byen. Forlæggeren vil have et kurophold for sin gigtsygdom, men Blanka vil se de miner, der førte til hendes fars død. Forlæggeren tilbyder Blanka at køre hende til Karlsbad, og undervejs får han faderens historie, som han i første omgang forgæves forsøger at overtale hende til at skrive ned og få udgivet.
Det er en rigtig god biografisk roman, som Josef Haslinger har skrevet om Bohumil Modrys fald fra stjernehimlen og ned i gangene i uranminerne. Men det er faktisk en endnu bedre bog om, hvad der sker med børnene i en familie, hvor resten af familien også straffes for faderens fiktive forbrydelser. Og allerbedst er den måde, som forfatteren kører sin pointe hjem, om hvor meget "den virkeliggjorte socialisme" og nationalsocialismen lærte af hinanden i metoder til at fordreje sandheden og fornedre sine modstandere. Ubehagelig læsning - flot skrevet og fint oversat.
  
(Tiderne Skifter, 263 sider. Udgivet 16. marts 2013. Oversat af Jacob Jonia fra tysk: Jáchymov, 2011)

Se bogens bagside
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Jyllands-Posten og Information

Umberto Eco: Kirkegården i Prag, 2012

Umberto Ecos Rosens navn, som han skrev i 1980, viste hvor godt man kan kombinere en underholdende og spændende roman med at videregive historisk stof. Med Kirkegården i Prag forsøger Eco at gentage kunststykket, men denne gang er resultatet mildest talt mere pauvert.
Den italienske hovedperson Simone Simonini har ad omveje skabt sig en noget lusket karriere i Paris i slutningen af attenhundredetallet som pengegrisk dokumentforfalsker og producent af informationer for højstbydende. Han hader alt og alle, og ikke mindst jøder, og sætter kun pris på god mad og penge. Scoopet i Simoninis karriere er da han egenhændigt forfatter Zions Vises Protokoller, som skal vise at jøderne er ude på at overtage verdensherredømmet. Det er - ligesom det meste andet i bogen - et virkeligt dokument, som her er bestilt af en russisk efterretningstjeneste.
Kirkegården i Prag er en noget blandet oplevelse. Selve historien om Simoninis karriere er da spændende, ikke mindst fordi alt i bogen, undtagen Simonini, baserer sig på historiske begivenheder, og fordi Simonini som udgangspunkt er en god figur. Men jeg savnede at have et detaljeret overblik over hele den europæiske historie syd for Ejderen, som nærmest er en forudsætning for at kunne forstå hele historien. Dertil kommer at bogen er noget rod og i store dele ret kedelig, og som gav mig lyst at springe hele kapitler over.
Bogen er illustreret med samtidige tegninger og stik, men de har ingen rigtig funktion - og på min e-læser blev de nærmest ubrugelige.
Ikke nogen stor oplevelse - læs hellere Rosens navn igen for at se hvad Eco kan, eller kunne...

(Rosinante, 512 sider / 3,15 Mb. Oversat af Lorens Juul Madsen fra italiensk: Il cimitero di Praga, 2010)

Se mere på Litteratursiden  
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Nordjyske, Information og Berlingske