Laurent Benet: HhhH (Himmlers hjerne hedder Heydrich), 2013

Den franske forfatter Laurent Binet fik i 2010 den højeste franske ltterære pris Prix Goncourt for sin noget usædvanlige roman om mordet i Prag i 1942 på den tyske Rigsprotektor i Tjekkiet og nr. 2 i det tyske SS-hierarki Reinhard Heydrich - med god grund kaldt "det blonde bestie" af tilsyneladende både tilhængere og fjender. Og når jeg skriver "noget usædvanlige roman", er det, fordi Binet i høj grad lader overvejelserne om sin egen skriveproces indgå som et stort element i bogen, noget der er ret spændende men som gik hen og blev noget irriterende for min læselyst til tider...
To mænd, tjekken Jan Kubis og slovakken Jozef Gabzik, får i 1941 til opgave at likvidere den frygtede Reinhard Heydrich, som har den uindskrænkede magt i protektoratet Tjekkiet efter indlemmelsen i Tyskland i marts 1939. Man følger i krydsklip de to og Heydrich frem til det attentat, der den 27. maj 1942 sårer Heydrich og forårsager hans død. 
Desuden skriver Laurent Binet om sin fascination af figuren Heydrich og af sine to helte og om de overvejelser, han gør sig om at fremstille historiske personer i fiktionsform. Det er somme tider interessant men bliver også temmelig anstrengende at læse om, da det bestemt ikke er alle forfatterens overvejelser, der er lige vedkommende - især ikke efterhånden som de samme overvejelser også nogle gange bliver gentaget. Jeg er ret sikker på at Binet fik Goncourtprisen for netop de overvejelser, men mig virkede det i stigende grad forstyrrende for den ellers gode og spændende historie bag likvideringen af en af Nazitysklands mest frygtede mænd. Jeg ville sådan set godt læse hans tanker om sin skriveproces men ville nok have foretrukket at læse det i en selvstændig tekst, så begge dele af bogen havde stået mere uforstyrret.
 
(Tiderne Skifter, 304 sider. Udgivet 20. november 2013. Oversat af Lars Bonnevie fra fransk: HHhH, 2010)

Lån bogen på bibliotek.dk

Josef Haslinger: Jáchymov, 2013

Den tjekkiske by Jáchymov tæt ved den tyske grænse er et kendt kursted, hvor det radonholdige vand siges at lindre eller helbrede især gigtsygdomme. Men byen var også i 1950'erne og 1960'erne hjemsted for en frygtet lejr, hvor især de mest betydningsfulde politiske fanger under kommunismen uden nogen beskyttelse gravede efter uran i minegangene i bjerget.
Den østrigske forfatter Josef Haslinger har brugt den tjekkiske balletdanserinde Blanka Modrys historie om sin far, den legendariske ishockeymålmand og dobbelte verdensmester med Tjekkoslovakiet Bohumil Modry, der sad i lejren i nogle år. Han døde syv år efter løsladelsen af følger efter den radioaktive stråling, han var udsat for i Jáchymov.
Haslinger lader Blanka Modry møde en østrigsk forlægger, da de begge forgæves forsøger at få et værelse på den lille håndfuld kursteder i byen. Forlæggeren vil have et kurophold for sin gigtsygdom, men Blanka vil se de miner, der førte til hendes fars død. Forlæggeren tilbyder Blanka at køre hende til Karlsbad, og undervejs får han faderens historie, som han i første omgang forgæves forsøger at overtale hende til at skrive ned og få udgivet.
Det er en rigtig god biografisk roman, som Josef Haslinger har skrevet om Bohumil Modrys fald fra stjernehimlen og ned i gangene i uranminerne. Men det er faktisk en endnu bedre bog om, hvad der sker med børnene i en familie, hvor resten af familien også straffes for faderens fiktive forbrydelser. Og allerbedst er den måde, som forfatteren kører sin pointe hjem, om hvor meget "den virkeliggjorte socialisme" og nationalsocialismen lærte af hinanden i metoder til at fordreje sandheden og fornedre sine modstandere. Ubehagelig læsning - flot skrevet og fint oversat.
  
(Tiderne Skifter, 263 sider. Udgivet 16. marts 2013. Oversat af Jacob Jonia fra tysk: Jáchymov, 2011)

Se bogens bagside
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Jyllands-Posten og Information