Hernán Rivera Letelier: Pigen der fortalte film, 2013

Sammen med sin far og sine fire brødre bor pigen Maria Margarita engang i 1960'erne i en lille mineby i helt oppe nordpå i Chile. Moderen har forladt familien efter faderen ved en arbejdsulykke blev lam fra livet og ned.Faderen er filmnørd, men kan ikke komme omkring, og laver en konkurrence mellem de fem børn om at blive den, som skal sendes i biografen for at se film og derefter genortælle dem for familien. Her viser Maria Margarita sig at have formidable evner, så de efterhånden flere og flere tilhørere synes, at hendes genfortælling er bedre end den ægte vare.
Ingen tvivl: Pigen der fortalte film er en meget fin lille bog fra den chilenske udkant, men den er altså også for lille til at blive rigtig god som selvstændig roman betragtet. Selv om bogen er på 102 sider, ville den sagtens i et andet format have være læselig på 40-50 sider i en novellesamling. Historien kunne sagtens have båret at blive foldet mere ud især i Maria Margaritas videre liv og den lille bys skæbne.
Men læs endelig Pigen der fortalte film under alle omstændigheder, for det er en god og varm og også lidt sørgelig historie fra en af verdens absolutte afkroge, i hvert fald set med danske briller.

(Tiderne Skifter, 102 sider. Udgivet 12. oktober 2013. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt fra spansk: La contadora de películas, 2009)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information og Jyllands-Posten (abon.)

Luis Sepúlveda: Postboks fem, Ildlandet, 1996

Lad det være sagt højt og tydeligt med det sammen. Egentlig burde jeg læse denne bog igen, for at se hvad jeg er gået glip af. Sådan er betingelserne en gang imellem, når man er syg - og da jeg har en lungebetændelse med en bakteriekoncentration, der er sytten gange højere end det, der er nødvendigt for at få stillet diagnosen, er min læse- og koncentrationsevne nærmest lig nul.
Nå, men lidt kom der da ud af det: Under 2. Verdenskrig kommer to tyske soldater i besiddelse af 63 ekstremt værdifulde guldmønter. Den ene flygter til Ildlandety i det sydlige Chile, den anden bliver spærret inde i DDR de næste halvtreds år. Men aftalen består. Da moren falder hyres en tidligere chilensk guerillasoldat og en tysk Stasi-officer uafhængigt af hinanden for finde skatten - og det bliver noget af et kapløb.
Selv om bogen ikke hører til jordens mest højpandende, havde jeg som sagt nogle dage, hvor jeg nærmest ikke vidste hvem jeg selv var. Men jeg kunne da alligevel gennemskue, at bogen også i høj grad handler om de identitetsskift, som både personer og hele lande er ud for, når deres diktaturer falder. Desuden er der knald på sproget, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem i sarkasmerne.
De tre stjerner er simpelthen et udtryk for, at jeg på det nærmeste ikke har læst bogen, og så alligevel...:
  
(Klim, 180 sider. Oversat af Kirsten Nielsen fra chilensk: Nombre de torero, 1994)

Se mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Simon Fruelund: Panamericana, 2012

Simon Fruelund er en af de danske romanminimalister, der har haft størst held med at kunne beskrive store ting med små bogstaver. Tidligere har han udgivet romanerne Borgerligt tusmørke (2006) og Verden og Varvara (2009), som begge var meget vellykkede.
Panamericana handler om Anja, datter af chilenske Ana og danske Jarl. Hun har skrevet 5½ side på sit spanskspeciale på KUA og arbejder i en biograf som operatør. Men virkeligheden begynder at forvrænge sig, og Anja bliver et indlagt med et sammenbrud. Det bliver mor Ana som kommer hende til hjælp fra Chile, nyligt opereret for en hjernesvulst, mens faren Jarl, som er astronom i stedet gør en hollandsk astronom, der ligesom ham er på arbejdsvisit på et observatorium i netop Chile gravid...
Jeg ved ikke. Denne gang synes jeg ikke Simon Fruelund har formået at få sin historie passet ned i det minimalistiske format. Jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg ikke havde fået lært nogen af personerne at kende. 145 sider med 168 kapitler har ikke kunnet formidle stoffet ordentligt. Bortset fra det skriver Fruelund rigtig godt, og de enkelte dele er gode hver for sig, men får sig aldrig rigtig samlet.
Men et pragtfuldt omlag (også) bagsiden) af Hesselholdt & Mejlvang. Men bedre held til Simon Fruelund næste gang. Jeg skal nok være der. For han kan ellers godt - rigtig godt.

(Gyldendal, 145 sider)