Kevin Powers: De gule fugle, 2013

Amerikaneren Kevin Powers (f. 1980) meldte sig som syttenårig til hæren og tilbragte i 2004 et år i Irak som maskingeværsskytte i ingeniørtropperne. Erfaringerne herfra og bagefter har han brugt til at skrive en aldeles udmærket roman, De gule fugle, som har vundet flere priser og var i 2012 finalist til den prestigefyldte National Book Award.
Den enogtyveårige Barttle står for at skulle sendes til Irak sammen med den attenårige kammerat Murph. Barttle kommer før afrejsen til at love Murphs mor, at han nok skal få sønnen med hjem igen i et helt stykke. Og selvfølgelig kan Barttle ikke holde sit løfte. Og Murphs død sker under nogle omstændigheder, som får store konsekvenser for Barttle.
Romanen krydsklipper mellem tiden før, under og efter året i Irak. og især kapitlerne efter den tid er rigtig gode og vigtige. Barttle får først for alvor får sin reaktion på krigen, da han kommer hjem og hele tiden betragtes som den helt, han selv bestemt ikke føler han er, hårdt angrebet af PTSS og ikke mindst skyld. Murph derimod falder fuldstændig fra hinanden allerede i Irak, da han oplever krigen i den virkelige verden, og hvor selv det eneste smukke, han stadig har at holde sig til, bliver skudt i stumper og stykker.
Det er en stærk lille bog, om hvad krig gør ved mennesker - i dette tilfælde soldaterne. Det er set før, men der er en nerve og en indsigt i denne bog, som gør den speciel. Powers har helt sikkert kunne trække på sine egne erfaringer under arbejdet, og har endda kunnet bruge dem til at skabe noget absolut almengyldigt og vedkommende. Man må håbe, at der er flere bøger i Kevin Powers og ikke nødvendigvis om krigen. Han skriver nemlig rigtig godt og har evne til at komme under huden på sine personer.
Rigtig god bog!
 
(Rosinante, 207 sider. Udgivet 16. maj 2013. Oversat af Claus Bech fra amerikansk: The Yellow Birds, 2012)

Se bogens Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Weekendavisen

Jørgen Brekke: Nådens omkreds, 2011

I august og september 2010 sker der to mord med forbløffende fælles træk. Et i Richmond, Virginia, hvor lederen af Edgar Allen Poe Museet bliver fundet halshugget og hele overkroppen flået, så musklerne er blotlagt. Måneden efter findes en bibliotekar på Gunnerusbiblioteket i Trondheim i samme forfatning, og så sætter et samarbejde i gang mellem politifolkene Felicia Stone fra Richmond og Odd Singsaker i Trondheim for at løse mysteriet med tråde tilbage til 1500-tallet.
Debutanten Jørgen Brekke har som udgangspunkt fået skruet en rigtig god historie sammen, hvor der i den grad er henvisninger tilbage i litteraturen, både til gamle tekster for bibliofile men også til Jo Næsbøs Harry Hole-figur, som man på et tidspunkt overvejer at tilkalde som ekspert i seriemordere! Alt sammen fint og spændende nok på trods af nogle lidt for tilfældige sammentræf og lidt stive personer - indtil de sidste ca. halvtreds sider.
Så er det, at hele historien falder fra hinanden i mine øjne ved simpelthen at hænge for godt sammen. Alle tilfældigheder passer ind i mønstret, de rigtige beslutninger bliver truffet, og alt går op i en højere enhed. Sådan er det i mange kriminalromaner, men det virker alt for påfaldende og konstrueret på mig i Nådens omkreds' tilfælde. Dertil kommer, at personkarakteristikkerne ikke er i top i denne bog. Det er som om, at jo mere nuanceret Jørgen Brekke har forsøgt at tegne sine personer, jo mere konstruerede og papkasseagtige kommer de til at virke. Så det bliver ikke til den noget pænere vurdering af bogen, som jeg egentlig havde håbet efter at have set de gode avisanmeldelser, og som jeg et langt stykke ind i bogen også troede, den skulle have.

(Politikens Forlag, 309 sider. Oversat af Kamilla Jørgensen fra norsk: Nådens omkrets, 2010)