Niccolò Ammaniti: Velkommen til festen, 2011

Det er det skinbarlige italienske vanvidscirkus her i Berlusconis tidsalder, der udspiller sig i Niccolò Ammanitis tredie bog på dansk, Velkommen til festen. En fest som en stenrig forretningsmand afholder for alle, der "er noget" i Italien.
Her er botoxbabes med ballonbabser, storhedsvanvittige rigmænd, storskrydende nulliteter kendt fra TV, alle klassens dumme svin og tyraner, der nu styrer Italien - og ikke mindst den berømte forfatter Fabrizio Ciba, der både kan tale sig fra og til alt, og lederen af satanistkulten "Abaddons uhyrer", Mantos, der under dække er til festen sammen med samtlige sine tre tilhængere om en frygtelig plan...
Som antydet får den på alle tangenter i Velkommen til festen. Vanviddet har ingen grænser, og ingen, absolut ingen, skånes i det ragnarok af en ekstravagant fest, som udspiller sig. Det er sindssygt, og det er sindssygt underholdende!
Af en eller anden grund er det indtil videre kun Weekendavisen, som har anmeldt bogen. Den er skrevet af en af Italiens mest kendte forfattere, som på dansk indtil videre kun har fået udgivet de to mere sociale romaner Jeg er ikke bange og Herrrens mark, hvor slutningen i den sidstnævnte peger frem mod, at der er en god portion galskab gemt i Niccolò Ammaniti. Hvis man er rigtig godt orienteret i aktuelle italienske samfundsforhold, er der helt sikkert langt mere guf i Velkommen til festen, end jeg har kunnet opfatte. Men under alle omstændigheder er det en fornøjelse at have bogen med i ferietasken - når man har lyst til at få et godt grin helt ude på kanten af overdrevet.
Ikke noget at sige til at der til allersidst står: "Intet dyr har været udsat for mishandling eller er blevet såret under udarbejdelsen af denne bog". For ellers bliver ingen eller intet skånet i denne pragtfulde satire over Italien anno Berlusconi..

(Gyldendal, 325 sider. Oversat af Cecilia Jakobsen fra italiensk: Che la festa cominci, 2009)

Mathilde Walter Clark: Grumme historier, 2011

Bag denne fantastiske forside, som forfatteren Mathilde Walter Clark i øvrigt selv står for, gemmer sig en række grumme, absurde, mærkværdige og i den grad fantasifulde og skidegode historier.
Her er historierne om madanmelderen, som mister en del af sin krop, hver gang han virkelig får et godt måltid, om fiskehandlerens kone som langsomt selv forvandles til en fisk, om drengen der får en flod med al tilbehør tilsendt af sin onkel i fødselsdagsgave, om litteraturmennesket hvis liv forvandles til handlingen i en bog, om spejlet der..., om svanen... om shamanen..., om de glemte tings vogtere - og så videre.
Fjorten historier er der, og der er kun få, som jeg var hurtigt færdig med efter at have læst dem. Og det er altså ret godt skuldret af en novellesamling! Mathilde Walter Clark har en helt egen tone og i den grad skæv humor og måde at dreje sine meget fine historier på. Og der er nogle dybder i, som den filosofiuddannede MWC helt klart er meget bevidst om - uden at slippe en meget ligefrem, humorfyldt og voldsomt underholdende stil at skrive i. Så tro ikke, at det er historier, som kan bruges til godnatlæsningen til dine børn eller børnebørn, hvis Ole Lund Kirkegård eller Astrid Lindgren er sluppet op. Det ER historier for voksne - men så kan de også bruges til oplæsning med fornøjelse
Mig slipper hun i hvert fald ikke for: Jeg har sat hendes tidligere bøger i venteposition, nemlig Thorsten Madsens ego (2004), Tingenes uorden (2005) og Priapus fra 2010.
 
(Samleren, 171 sider) 
Indhold: Madanmelderen ; Fiskehandlerens kone ; Spejlet ; De glemte ting ; Fra poesiens affaldskurv ; Shamanen ; Aeeeii eeeiaaa ; Hvalen ; Tingesten ; F ; Tak for floden ; Homunculusen ; Svanen ; Tapovan Mataji

David Vann: Caribou Island, 2011

Man skal ikke læse Caribou Island, hvis man vil have bekræftet, at kærligheden overvinder alt. Med mindre man vil tage med, at kærligheden æder sig selv op, til der kun er den tomme skal tilbage.
Alle personer i Caribou Island forlader eller svigter hinanden, eller tror at de bliver forladt og svigtet - og derfor selv bevæger sig væk. Det gælder ikke mindst ægteparret Gary og Irene, der er midt i halvtresserne. Parret har de to voksne børn Mark, som mest er optaget af at blive skæv, og datteren Rhoda, som er sammen med tandlægen Jim.
Irene er overbevist om, at Garys projekt med at bygge en bjælkehytte, som parret kan bo i på den øde ø Caribou Island i Alaska, er hans forberedelse til at forlade hende. Svigersønnen Jim er Rhoda utro og har målrettede ambitioner om at gøre det igen og igen. Rhoda kan mærke det, og får ham til fri til hende for at binde ham - men fjerner sig samtidig fra ham. Og sønnen Mark har svigtet hele familien for mange år siden...
Det er som sagt en meget misantropisk bog på kærlighedens og familieinstitutionens vegne. Alene Garys projekt med at bygge en pilskæv, uforberedt hytte på en øde ø i en vildmark i Alaska som basis for at videreføre et skrantende ægteskab er et symbol, der vil noget…
Caribou Island er en af de "små" Great American Novels, og har klart sin rolle at spille i den samenhæng. Det er en meget velskrevet og knugende bog at læse, som næsten får sin læser til at miste troen på kærligheden. Det fortæller noget om, at Vann er en rigtig god forfatter – at kunne overbevise om kærligheden som et grundlæggende mislykket projekt. Personerne fremstår virkelige og levende - og jeg levede i bogen, mens jeg læste den.
De nyere amerikanske bøger, som jeg kom til at tænke på under læsningen, var Jonathan Frantzens Frihed og tildels Elizabeth Strouts Olive Kitteridge, men i de bøger er der dog håb for kærligheden.
Og jeg vil da håbe, at David Vann ikke tror, at han selv har ret: For kærligheden er da værd at søge! Eller….?
Fremragende bog, deprimerende budskab.
(Gyldendal, 302 sider. Oversat af Kristian Bang Foss fra amerikansk: Caribou Island, 2011)

Da jeg blev bibliotikar...i Wiekendavisen!

Weekendavisens bogtillæg 1. juli 2011
Klik på billedet for forstørrelse

Hvad jeg skal lave - altså læse - i min sommerferie!

Så er der to ugers ferie foran os - og senere en uge til. Og den aktuelle boghylde begynder efterhånden at sprænges! For min høstsæson er allerede startet - og menuen ser foreløbig sådan ud:
Senere i eftermiddag tager Fruen og jeg til Ballerups sydlige himmelstrøg bevæbnet med checks for i alt 145.000 kr., for ar købe en kolonihave med hus, håndklæder og hækkesaks (alt inkl.). Derfor må biblioteket undvære nogle af deres mere generelle havebøger, men det bliver nok ikke dem, som senere vil blive anmeldt her på Bogbrokken.
Der skal vi nok over i den rigtige og mere uforpligtende sommerferielekture, hvor jeg kan nævne de to Mickey Spillane-bøger, som jeg købte antikvarisk på Krimimessen i Horsens, I en ensom nat og Mike Hammer hævner. Andre ventende krimier er Camilla Grebe & Åsa Träffs Sort angst og Glasnøglevinderen Leif G.W. Perssons Den døende detektiv. Også blandt den mere uforpligtende del af sommerlæsningen, men i den mere humørfyldte del, skal Magnus Mills stå for med sin Sjak nr. 3, og så skal jeg altså lige se om der skulle være endnu en P.G. Wodehousebog på biblioteket. Han er efterhånden sommerferietradition for mig.
Af helt nye bøger er der lige i øjeblikket Grumme historier af Mathilde Walter Clark, Scener fra en landsby af Amos Oz, Den givne dag af Dennis Lehane, Corpus delicti af Juli Zeh og Naturlige mangler af Thomas Pynchon, der venter i reolen. På tegneseriefronten venter Safe area Gorazde og Footnotes in Gaza af Joe Sacco, Liebe schaut weg af Line Hoven og Big Baby af Charles Burns.
Og så er der opsamlingen af bøger, som har stået på venteliste i kortere og længere tid, så der er rigeligt at tage af: Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad, Dy Plambeck: Texas' rose, Espen Haavardsholm: Drengen på pasbilledet, Lone Hørslev: Naturlige fjender og Juan Carlos Onetti: Ligsamler.
Og PS: Ret til ændringer ikke bare forbeholdes - men regnes helt bestemt med!

30.6: Jeg tror P.G. Wodehouse i år bliver afløst af nogle kolde skrøner af Jørn Riel. Jeg har i hvert fald lånt Den kolde jomfru og andre skrøner af ham. Men måske kommer Wodehouse til senere... Og så er Hanne Richardt Beck og hendes nye bog, 7 sydøst, også blevet repræsenteret.

Erling Jepsen: Hovedløs sommer, 2011

Erling Jepsens seneste roman Hovedløs sommer er en humoristisk, gotisk familiegyser fra en moderne samspilsramt skilsmissefamilie. De sidste tre ord passer, men både humoren, gotikken og gyset virker noget halvhjertet.
Historien fortælles af fjortenårige Emilie, der sammen med sin lillebror Jacob er flyttet far København til Sydsjælland efter forældrenes skilsmisse. En aften lusker en ung fyr rundt i deres have og kigger ind ad vinduerne, og det ender med at moren slår ham ned med et boldtræ. Det viser sig, at han tidligere har boet i huset med sine nu afdøde forældre og bare ville se, hvordan haven trivedes. Familien tager ham til sig og får ham som havemand og en del af familien - hvor både mor og datter også får eller tager andre ydelser fra Anders, som han hedder. Men er der ikke noget lusk alligevel...?
Jeg er mere eller mindre der, hvor jeg tænker, at stort set alt kunne have været gjort bedre af Erling Jepsen end dette. Historien er absurd, men det er så også det. Gotikken er halvhjertet, humoren er manglende undtagen i glimt, og jeg tror simpelthen ikke på hovedpersonen Emilies måde at fortælle på. Det kan være jeg undervurderer fjortenåriges sprogbrug, men der er ofte ord og vendinger, som jeg ikke tror, at Emilie ville brug- de er simpelthen for gammeldags. Og selve historien er og bliver for langt ude. Urealisme kan være rigtig godt, men den fungerer bare ikke her.
Det bedste i bogen er skilsmissehistorien med de følelser, som Jacob, Emilie og forældrene lægger for dagen, men indpakningen i halvgotik virker unødvendig. Når jeg sidder de sidste hundrede sider og bare venter på, at bogen er slut, selv om det er der, der kommer knald på for alvor - så er det nok et tegn på, at bogen ikke fungerer for mig. Det bliver mere plat end morsomt, desværre!
Og jeg ved, at Jepsen kan: Både Kunsten at græde i kor, Med venlig deltagelse og Frygtelig lykkelig slugte jeg alle med stor fornøjelse! Men i dette tilfælde: Øv.
(People's Press, 246 sider)

ADVARSEL! : Læs IKKE Weekendavisens anmeldelse af Thierry Jonquets Spindleren!

Al læsning frarådes!

Lars Bonnevie har i ugens udgave af Weekendavisen anmeldt thrilleren Spindleren af Thierry Jonquet. Det har han ikke gjort godt! Jeg har sendt et læserbrev til Weekendavisen, som lyder:

"Lars Bonnevie (LB) anmeldte 24. juni Thierry Jonquets fremragende thriller Spindleren. Og bogen får da også som fortjent en meget positiv anmeldelse.
Hvad bogen og dens kommende læser derimod ikke har fortjent, er at den får stort set samtlige vigtige spændingspunkter afsløret i anmeldelsen.
LB skriver, at "en spindler er en edderkop, der tålmodigt indfanger sit bytte i et spind". Og det gør Jonquet også i sin måde at skrive bogen. Men LB flår derefter hele spindet i stykker, så hele det indspundne plot ligger blotlagt, allerede inden man begynder på bogen.
For det er netop forfatterens langsomme afsløring af, hvad historien bag forholdet mellem plastikkirurgen Lafargue og hans fange Ève går ud på, der den store hemmelighed i bogen. Det sammen med årsagen til Lafargues datters psykose og smågangsteren Alex' virkelige rolle afslører LB og fratager dermed den kommende læser bogens store oplevelse.
Lidt selvcensur i referatet havde klædt anmeldelsen, og jeg vil ikke anbefale nogen at læse anmeldelsen, med mindre de allerede har læst bogen. Og det er vel ikke meningen med boganmeldelser?"

Du kan, hvis du tør - eller har læst bogen, se anmeldelsen i Weekendavisen fra d. 24. juni 2011 eller på Weekendavisens hjemmeside, hvis du har et login.