At Nesbø kan skrive, så man vender siderne uden at tænke på andet, er velkendt for mig, men nok aldrig som i denne bog.
Han kan skrive, han kan lave et plot, der viser sig efter 500 sider slet ikke at være det plot, man troede det var, han kan dykke ned i personernes indre liv og gamle skeletter, han kan i sidehistorier diskutere emner som f.eks aktiv dødshjælp og virkelighedsflugt og meget andet - og få det hele passet ind i en homogen historie, hvor jeg bare læser og læser og tænker: mer', Mer', MER'!!!
(Originaltitel: Panserhjerte, 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar