fredag den 15. oktober 2010

Susanne Staun: Døderummet, 2010

Maria Krause, 47 år, bliver i 2008 ansat som vicestatsobducent ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Året efter bliver en pige fundet ved Gudme, torteret, voldtaget og knivdræbt - og ikke mindst med nogle røde mærker, som viser sig stammer fra et stof man bl.a bruger ved behandling af spedalskhed. Og der kommer mere til...også af personlig involvering.
Hvis jeg skulle sammenligne med en anden af efterårets danske krimier Lotte & Søren Hammers Alting har sin pris - både Susanne, Lotte & Søren vil nok sige det er uretfærdigt (jeg giver dem ret) - så er sproget hos Staun i den grad meget bedre: stilsikkert, fantasifuldt og sprudlende. Plotmæssigt er de to bøger væsensforskellige, hvor Hammer søger den rene realisme og klarer det godt men med huller, søger Staun en blanding af realisme og 'langtudehed', som gør, at jeg i langt højere grad accepterer 'de realistiske huller'.
Atter engang er det et sprogligt festfyrværkeri at læse Susanne Staun. Og den retsmedicinske research er bare helt oppe i eliten. Medens* hun var gået noget i frø med de sidste par Fanny Fiske bøger, har hun her genfundet både rytme, frækhed, aggression og fantasi - selvfølgelig med gamle kendinge som sex og selvtægt. Og ikke mindst nogle helt ustyrlige replikker og replikskift, som lige er til at skrive ned og bruge selv, bl.a bemærkningen om at ligne én, "der er dumpet til ligsyn"!
Så velkommen tilbage på reolen til Susanne Staun - denne gang uden Fiskefingre!
****
* Læs bogen - forstå 'joken'...

NYT (23. marts 2011): Harald Mogensen-prisen, der uddeles af Det Danske Kriminalakademi for det forgående års bedste danske spændingsroman, er tildelt Døderummet. Prisen uddeles på krimimessen i Herning d. 9. april.

4 kommentarer:

  1. Det lyder som en rigtig spændende krimi og særdeles velskrevet krimi.
    Den må jeg huske til de lange vinteraftener.

    Anette; Bogklubben mener

    SvarSlet
  2. Jeg tror, at det enten er en bog, man vil elske, eller også vil man hade den. Som det kan ses, så elsker jeg den.
    Døm den selv...

    SvarSlet
  3. Tak for anmeldelsen - det lyder som om det er værd at vende tilbage til Susanne Staun. Jeg var meget begejstret for Sådan lyder en salonriffel og Gratis frokost, men røg af vognen, da Fanny Fiske holdt sit indtog.
    Du har ret i at hun er en mester i dialog - hvor tror du filmatiseringerne bliver af?
    Mvh Malene

    SvarSlet
  4. Jeg hyggede mig nu gevaldigt med de tre første Fanny'er - men syntes at hun udover de kosmetiske operationer også blev holdt lidt for kunstigt i live i de to sidste.
    Hvad angår filmatiseringer er det lige før jeg håber, at det IKKE sker. Det kunne meget hurtigt blive lidt fadt og fladt i forhold til bøgerne - med mindre Lars von Trier kunne tænke sig at gå lidt amok a la Riget med Susanne Staun som manuskriptforfatter...

    SvarSlet