Arnaldur Indriðason: Mørke strømme, 2013

For en gangs skyld synes jeg at Google Translate rammer mere præcis en den professionelle oversætter i valg af titel. Myrká bliver nemlig oversat til Blakout, mens oversætter Rolf Stavnem og forlaget Rosinante har valgt at kalde syvende bind i Arnaldur Indriðason krimiserie fra Island og Reykjavík for Mørke strømme. Hvad det er for nogle strømme, der bliver sat på som overbygning på titlen, har jeg ikke rigtig noget bud på, andet end det mørke, som gennemsyrer hele serien.
En yngre og temmelig almindelig mand findes død i sin lejlighed i Reykjavík med halsen skåret over. Der er ingen tegn på indbrud, men til gengæld er der et pilleglas med rohypnol, et stof som voldtægtmænd bruger til at bedøve deres ofre. Kommissær Erlendur er bortrejst og Elinborg tager sagen, der fører hende hende ind i en voldtægt og om fortielser om fortiden. Under opklaringen får Elinborg meddelelse om, at Erlendur for alvor er forsvundet...
Også uden tilstedeværelsen af den sædvanlige hovedperson Erlendur og hans ikke altid opmuntrende livssyn har Mørke strømme den tungsindige stemning, som kendetegner hele serien. Skellet mellem ofre og forbrydere er ikke stort i et gråt og hverdagsrealistisk Reykjavík. Sproget er enkelt og helt nede på jorden, men altid meget billedskabende i at opbygge den stemning, som Arnaldur Indriðasons bøger er gennemstrømmet af.
Det er som altid solidt og stilsikkert krimihåndværk, men præsenteres for, i Mørke strømme med begrebet drug rape som tema. Men bogen har den undtagelse fra de andre bøger i serie, at den åbner op for en slags fortsættelse. Erlendur Sveinssons forsvinding opklares ikke, og der er også en anden savnet person, som ikke bliver fulgt til dørs i bogen. Og i hvert fald Erlendurs skæbne bliver helt sikkert et emne for den næste og ottende bog fra Arnaldur Indriðason.
 
(Rosinante, 278 sider. Udgivet 20. september 2013. Oversat af Rolf Stavnem fra islandsk: Myrká, 2008)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Mørke strømme er syvende bind i serien om Erlendur Sveinsson. De andre bind er:
1. Nordmosen, 2003
2. Tavs som graven, 2004
3. Stemmen, 2006
4. Manden i søen, 2008
5. Vinterbyen, 2009
6. Nedkøling, 2011

Liad Shoham: Konfrontation, 2013

Det er lige før, israelsk kriminallitteratur er sommerens tema her på Bogbrokken, for i denne sommer har jeg læst to trediedele af alle de krimier, der er oversat fra hebræisk til dansk! Først Dror Mishanis Din nabos søn og nu Konfrontation af Liad Shoham.*
Ligesom i Din nabos søn er det et hverdagsisrael uden mellemøstkonflikt og storpolitik, man præsenteres for i Konfrontation. En ung kvinde udsættes en nat for en grov voldtægt i det nordlige Tel Aviv. Der er ingen spor og ingen vidner, da kvinden efter flere dage anmelder forbrydelsen. Men ofrets far beslutter sig for at lave sin egen efterforskning. En sen aften lykkes det ham at identificere en mand, som har en mistænkelig adfærd. Den erfarne politimand Eli Nachum afhører manden og er overbevist om hans skyld, så meget så han snyder på vægten - og det skulle han ikke have gjort...
Der er ikke de store forkromede konstruktioner med hensyn til plot og skrivestil i Konfrontation. Begge dele er meget lige ud af landevejen og uden falbelader. Realismen i historien er helt nede på jorden, uden på nogen måde at virke tung. Meget britisk i sin stil. Shoram skifter desuden synsvinkler mellem samtlige medvirkende, og det giver historien en fin dynamik og rytme.
Meget fin krimi, der ligeså godt kunne have udspillet sig i Toronto, Taipei eller Taastrup i sin meget almene måde at være krimi på, men Tel Aviv er bestemt godt repræsenteret af Konfrontation.
*Den eneste oprindeligt hebræiske krimi, jeg nu stadig mangler, er Sabbatmordet af Batya Gur (1997)
 
(Hr. Ferdinand, 396 sider. Udgivet 11. marts 2013. Oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner fra hebraisk: Tik ne'edar, 2011) .

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Jesper Stein: Bye Bye Blackbird, 2013

Journalisten Jesper Stein (Larsen) har med andet bind i krimiserien om den uortodokse vicekriminalkommissær Axel Steen lavet en fuldfed opfølger på den glimrende Uro fra 2012.
Bye Bye Blackbirds er inspiret af historien om "Amagermanden", der i denne bog er rykket til Nørrebro. Axel Steen får i 2008 nyt håb om at opklare en fire år gammel sag om voldtægt og mord på en attenårig pige, da der ved en ny voldtægt bliver fundet matchende DNA. Det viser sig hurtigt, at der er flere sammenhængende sager, som sløset politiarbejde, fejl og mistro til voldtægtsofre har forhindret sammenkædningen af. Men Axel Steen ser mønstrene i sagerne og sætter alt ind på at få fanget gerningsmanden.
For at sige det kort: Bye Bye Blackbird er indtil videre årets danske krimi! Som i Uro er plottet tæskegodt skruet sammen, de medvirkende personer ægte, dialogerne er glimrende, og ikke mindst portrættet af København og Nørrebro er eminent godt. Dog må jeg sige mht. ægtheden af personer, at Steens chefer, Darling og Jessen, nok ikke skal have skruet mere op for deres latterlige sider i den næste bog.
Og så lige et citat fra min anmeldelse af Uro, et citat som næsten i højere grad passer på Bye Bye Blackbird: Det at Jesper Stein "har en baggrund som journalist lader sig ikke mærke, som ellers ofte blandt skønlitterære journalistforfatterkolleger kan være noget bedrevidende og ikke mindst "budskabsformidlende" i krimi- og spændingsgenren". Tag ved lære, Leif Davidsen, Erik Valeur og Olav Hergel!
Jeg vil ikke tøve med at pege på Jesper Stein som en af de absolut bedste krimiforfattere i Danmark, og han kan absolut også være med på internationalt plan sammen med Susanne Staun, Lene Kaaberbøl og den evige Jussi Adler-Olsen. Det er vældig flot, hårdkogt og til tider ubehagelig krimiskrivning, og jeg håber at høre meget mere til den danske pendant til Harry Hole i fremtiden.

(Politikens Forlag, 366 sider. Udgivet 18. juni 2013)

Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, og Berlingske
Se interview med Jesper Stein i TV Lorry fra 21. juni 2013

Jakob Melander: Øjesten, 2013

Jakob Melander udråbes i berlingeren som en måske kommende arvtager til Jussi Adler-Olsens kongetrone i dansk krimi efter udgivelsen af hans debut Øjesten. Allerede før udgivelsen var manuskriptet solgt til udgivelse i fem andre lande, heriblandt det helt store Jussi-land Tyskland. Og jeg må da også medgive, at Øjesten og kriminalassistent Lars Winkler har potentiale til noget, der kunne blive stort.
Bogen kører i tre spor: Det hele starter med, at der findes et lig af en slovakisk prostitueret på Amager. Det usædvanlige er, at der findes et glasøje under liget af pigen, som har fået fjernet begge sine egne øjne, og der er desuden sprøjtet balsamerende kemikalie ind i hende. Og hun bliver ikke den sidste med den skæbne. Det andet spor er en serie meget grove voldtægter, der finder sted efter at ofrene har været på et bestemt diskotek i indre by. Og det sidste spor er en historie, der går tilbage til besættelsen, hvor en ung pige i dølgsmål føder et barn, hvis historie strækker sig op til i dag og til en sammenhæng de nutidige forbrydelser.
Det bliver kriminalassistent Lars Winkler fra Drabsafdelingen, der både med og mod sin ledelses vilje bliver den mand, som skal rede trådene ud - hvad der bestemt bliver en speget affære, da sagerne viser sig også at have forbindelse til hans eget noget kaotiske privatliv.
Jakob Melander vil det hele med sin debut. Alle elementer er trukket på banen, og desuden har han sat sig for at give et Københavns- og især Nørrebroportræt, og for at skildre Winklers skæve indgang til politiarbejdet som gammel punker og bz'er, der stadig ikke er bange for at sniffe en streg i ny og næ.
Og alt i alt lykkes projektet! Og tillykke med det. Jeg kunne måske godt have ønsket lidt, at Melander havde holdt serievoldtægterne tilbage til en anden god gang og havde koncentreret sig om drabene for at få et mere straight forløb i bogen, men han traf det modige valg og fik noget rigtig godt ud af det.
Melander har bestemt evnerne til at gik liv til både sine personer og til det meget forskellige miljøer, han skriver om. Her er der ikke de papkassefigurer, som krimier ofte er befængt med.
Jeg ser frem til at få opklaret, om forfatteren har skud nok i bøssen til også at skrive den svære toer. Det tror jeg, at han har - og jeg skal nok stå og kradse på døren til bibliotek eller boghandel, når den kommer.
 
(Rosinante, 334 sider. Udgivet 25. januar 2013)

Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske