søndag den 9. januar 2011

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne, 2008

Fornylig anmeldte jeg Jussi Adler-Olsens fjerde og nyeste krimi Journal 64, og jeg var lidt i tvivl om det var mig, der var løbet lidt sur i de kaotiske kælderforhold i Afdeling Q, eller om Jussi havde givet den for meget Gøg & Gokke, så bogen mistede balancen. Nu ved jeg at der var det sidste, der var tilfældet.
For her i nr. to i serien, Fasandræberne er balancen fin mellem humoren i den vrantne Carl Mørcks version af sin mildest talt uhomogene, men effektive, afdeling, og så en temmelig ækel kriminalhistorie om kostskoleslængets kynisme og tilfældige lystmord på ikke bare fasaner gennem tyve år. Det er Journal 64, som har sat denne balance overstyr - og ikke mig der er gået død i serien.
Flokken på de seks kostskoleelever på den fine, gamle kostskole i nærheden af Næstved*, der finder sammen i at leve deres interesse for filmen Clockwork Orange ud i virkeligheden med brutale overfald og drab. Et fællesskab der nu har varet over tyve år med undtagelse af, at Kristian er blevet dræbt ved en vådeskudsulykke(?), Bjarne sidder i spjældet for et dobbeltdrab begået af hele gruppen, og pigen Kimmie som har levet som posedame de sidste ti-tolv år. Og det er i høj grad Kimmie, som er omdrejningspunkt i bogen. For hun har en del at hævne på de sidste tre Ditlev, Ulrik og Torsten. Men det hele starter med at Afdeling Q af omveje begynder at interessere sig for det dobbeltdrab, som Bjarne sidder inde for.
Jeg har prøvet at tænke over hvad der i Fasandræberne, som bare ikke fungerer. Men det er godt nok svært at finde, synes jeg. Det skulle da lige være, at personerne virker karikerede. Men bogen giver sig altså heller ikke ud for at være et virkelighedstro billede af hverken Mørck, Assad og Rose - eller af den efterhånden fyrreårige kostskoleflok, som ikke har ét formildende træk i sig, med undtagelse af Kimmie. Kimmie har nemlig både den samme sadisme i sig som de andre, men hun er også et tydeligt offer - ikke bare for den øvrige del af gruppen men også for sin families kynisme.
Og så skriver Adler-Olsen jo rasende godt. Ikke at det er stor litteratur, som man bliver så meget klogere på livet om, men det er superflot håndværk. Bl.a. kan han med få ord give mange oplysninger. Et eksempel fra side 28: "Carl plantede sine Ecco-sko størrelse 45 midt på bordet". Carl er altså en forholdsvis stor mand, han er ved Gud ikke modebevidst, og han er ikke belastet af gode manerer. Og derudover er plottet fremragende og bliver fulgt helt til dørs, bogen er som sagt både morsom og uhyggelig i fin balance - og så vil Adler-Olsen noget med sin historie, som ikke bare er at skrive en underholdende bog.
*Man har vel lov at gætte...
****
Fasandræberne er med i opløbet i kåringen af DR's pris som
Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010. Den konkurrent, der er
tilbage, er Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer.
Tirsdag d. 18. januar kl. 12.20 på DR P4 bliver vinderen
annonceret, og lørdag d. 22. januar kl. 15.30 på DR P2 kan
du høre en halv times sammendrag af den debat, der gik forud
for afstemningen.


Se også mine anmeldelser af Jussi Adler-Olsens Flaskepost fra P
og Journal 64.

6 kommentarer:

  1. Den var god, men slutningen skuffende. Havde håbet på en lidt mere dramatisk slutning. Den var utrolig "flad".

    Slutningen gav mig et "Hypnotisøren" flashback. Dårlig slutning, jeg vil næsten sige elendig.

    SvarSlet
  2. DETTE SKAL IKKE LÆSES, HVIS DU STADIG HAR BOGEN TILGODE:
    Hej Sara
    Jeg synes da ellers, at den ikke fik for lidt med at helt nr. 1 bliver såret af et skud med armbrøst, helt nr. 2 låses inde i bur med hyæne, antihelten slår tre mænd ihjel med håndgranater - og begår derefter selvmord foran tog med sit mumificerede foster i armene.
    Hvis ikke det er at spille på alle tangenter på det helt store damporgel, så ved jeg snart ikke...

    SvarSlet
  3. Godt jeg lige har læst slutningen. Nej, jeg kan heller ikke rigtig se, den skulle være flad. Jeg blev færdig med Fasandræberne i går, og jeg nød gensynet med Carl Mørck og mystiske Assad. Og det er da rigtigt, at der er et element af karikatur i serien, men når bare humoren er tydelig nok, glider moderne spændingsromaner meget lettere ned, vil jeg mene.

    SvarSlet
  4. Kære Dorte
    Jeg er enig i det du skriver. Der, hvor jeg synes, at Jussi Adler-Olsen virkelig har fat i den lange ende, er hans eminente evne til at bevæge sig på den knivsæg af balance mellem humoren, alvoren og det karikerede.
    Det synes jeg til gengæld er blevet sat skuffende over styr i Journal 64. Desværre!

    SvarSlet
  5. Hejsa.

    Jeg er lige blevet færdig med at læse bogen..og jeg synes bare der er alt for mange ubesvarede spørgsmål! F.eks. hvad historien om "herreuret" og "lommetørklædet" er (com Carl fandt i Kimmies kasse) og man får heller aldrig at vide, hvorfor søsteren var blevet banket meget mere end broderen (Rørvigmorderne). Eller mere om, hvorfor gruppen tilfældigt udvalgte dem. Er der nogen af jer, der synes i fik svar på dette? Jeg vil meget gerne høre jeres mening :-) Jeg synes også bogen mangler, at Carl til sidst fortæller Johan, hvad der skete med hans forlovede dengang i Rørvig. Bogens slutning ville helt klart være bedre, hvis man havde fået en bid af Kimmies kladehæfte. Mvh Camilla

    SvarSlet
  6. Hejsa "Anonym"

    Jeg tænkte ikke over de mangler, som du skriver om - men sikkert har fuldstændig ret i!
    Det er nok sjældent, at der er bøger hvor man ikke kan få øje på en eller flere løse ender - og nogle gange så voldsomme, at det skæmmer. Det har det gjort for dig i "Fasandræberne", mens jeg overhovedet ikke tænkte over dem... Det er i hvert for længe siden jeg har læst bogen, så jeg kan ikke huske, at jeg bed mærke i dem.

    SvarSlet