onsdag den 16. januar 2013

Blaine Harden: Flugten fra Camp 14 - én mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten, 2012

På Google Maps kan du finde et glimrende oversigtsbillede over den nordkoreanske koncentrationslejr Camp 14, hvorfra det i 2005 lykkedes den dengang 23-årige Shin Dong-hyuk at flygte. Han er efter sigende en af de tre nordkoreanske koncentrationslejrfanger, som det er lykkedes at flygte nogensinde. Og de to andre var fra mindre skarpt bevogtede lejre.
Shin Dong-hyuk havde indtil flugten levet hele sit liv i lejren, hvor hans forældre var blevet interneret mange år før hans fødsel. Det havde den fordel for ham, fremfor dem der havde oplevet et liv udenfor, at han var født til et liv uden forventninger om noget andet - for han kendte ikke eksistensen af det.
Så da en pige fra hans klasse blev banket ihjel af læreren, fordi hun havde en halv snes stjålne majskerner i lommen, og læreren var i dårligt humør, tog Shin det bare som ret og rimeligt, og som noget der sker. Og han var rasende på sin mor og storebror, da han overværede dem blive henrettet efter, at de havde lagt planer om flugt. Han havde selv stukket dem.
Bogen er fuld af historier som disse, om hvor forråede et magtsystem er i stand til at gøre mennesker. Men også at mødet med medmenneskeligheden i personen Park fører Shin til at drømme om noget andet, og derved sætte gang i trangen efter frihed - en frihed der til at starte med er defineret som grillet kød...
Shin Dong-hyuk leverer sin personlige historie, der virkelig er rædselsvækkende, mens Blaine Harden videregiver Shins historie og leverer det journalistiske og historiske baggrundsmateriele. Og det parløb fungerer rigtig godt. Blaine Harden sørger for, at Shins historie ikke bare kommer til at stå som en enkeltstående skæbne men som et udtryk for hele Nordkoreas systematiske umenneskeliggørelse.
Det eneste men, jeg har til bogen, er, at Vesten stilles op som et ubetinget paradis. Alene bogens undertitel ser næsten nyreligiøs ud i mine øjne. Men i forhold til livet i Camp 14 kan man på en måde godt acceptere den vinkel alligevel - selv om Shin stadig har det meget svært med sin frihed fra fangenskabet.
Rigtig god og meget uhyggelig bog om Nordkorea - set indefra og fra den allerallerværste side.
****  
(Kristeligt Dagblad, 268 sider. Udgivet 6. september 2012. Oversat af Birger Petterson fra amerikansk: Escape from Camp 14, 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen
Læs interview med Shin Dong-Huyk og Blaine Harden fra Kristeligt Dagblad 5. september 2012

2 kommentarer:

  1. Det er en af de bøger, jeg har tænkt mig at læse i år, så jeg er glad for at læse, at den er værd at kaste sig over. Den belyser et område som jeg (og nok også de fleste andre vesterlændinge) ikke ved særlig meget om, så det er en oplagt chance for at blive lidt klogere - og det tager man jo aldrig skade af :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Bortset fra at ens naivitet om, hvad mennesker kan få sig til at gøre mod hinanden endnu engang får sådan et los lige i ........!

      Slet