onsdag den 23. januar 2013

Fábio Moon & Gabriel Bá: Daytripper, 2012

Brás de Oliva Domingos er søn af den berømte brasilianske forfatter Benedito de Oliva Domingos. Det er stort set det eneste, der ligger helt fast i hans livsløb. For i de ti kapitler, der er i den grafiske roman Daytripper, dør Brás ti gange i aldre mellem elleve og seksoghalvfjerds år. Hvert af disse kapitler slutter med en nekrolog over ham, for på et eller andet tidspunkt i hans liv er, eller har han været - eller ville være blevet - nekrologforfatter på en brasiliansk avis.
Det lyder mere kryptisk, end det faktisk er i denne fremragende brasilianske tegneserie, som fortjent vandt den største pris i tegeneserieverdenen, Eisner-Prisen, for "Best Limited Series" i 2011. Det ukronologiske livsløb for Brás de Oliva Domingos med hans eventuelle dødsfald tegner et billede af en mand, som han levede - eller kunne have levet - på en helt anden måde end normale livsløbsfortællinger i kronologisk rækkefølge. Historien foregår hele tiden her omkring 2010 i denne grafiske roman uanset om Brás er elleve eller seksoghalvfjerds for at understrege, at det egentlig er ligegyldigt hvornår bogen foregår. De menneskelige værdier vil til hver en tid være de samme. Det kan man måske så diskutere - men et eller andet sted har forfatterne sikkert i bund og grund ret.
Der er meget at tænke over i Daytripper om liv, død, kærlighed, aldring, venskab og familie i en meget smuk bog, som først til allersidst får en noget sentimental "Grib dagen"-pointe, som jeg dog har set meget værre i andre bøger.
Godt skrevet, vældig flot tegnet og en fremragende måde at gribe temaet an på. Ikke mindst fremstillingen af personernes forskellige alderstrin er eminent - og en bog jeg kunne tænke mig selv at eje eller forære videre. Kunne godt gå hen og blive årets tegneserie for mig....
****1/2
(G. Floy Studio, 274 sider. Udgivet 5. oktober 2012. Oversat af Steffen P. Maarup fra engelsk: Daytripper, 2011)
Læs mere på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Nummer 9
Mærkeligt nok er bogen ikke anmeldt af nogen danske aviser. Til gengæld har tegneseriesitet Nummer 9 lagt noget af indledningen og noget af første kapitel ud  som forsmag ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar