Josef Haslinger: Jáchymov, 2013

Den tjekkiske by Jáchymov tæt ved den tyske grænse er et kendt kursted, hvor det radonholdige vand siges at lindre eller helbrede især gigtsygdomme. Men byen var også i 1950'erne og 1960'erne hjemsted for en frygtet lejr, hvor især de mest betydningsfulde politiske fanger under kommunismen uden nogen beskyttelse gravede efter uran i minegangene i bjerget.
Den østrigske forfatter Josef Haslinger har brugt den tjekkiske balletdanserinde Blanka Modrys historie om sin far, den legendariske ishockeymålmand og dobbelte verdensmester med Tjekkoslovakiet Bohumil Modry, der sad i lejren i nogle år. Han døde syv år efter løsladelsen af følger efter den radioaktive stråling, han var udsat for i Jáchymov.
Haslinger lader Blanka Modry møde en østrigsk forlægger, da de begge forgæves forsøger at få et værelse på den lille håndfuld kursteder i byen. Forlæggeren vil have et kurophold for sin gigtsygdom, men Blanka vil se de miner, der førte til hendes fars død. Forlæggeren tilbyder Blanka at køre hende til Karlsbad, og undervejs får han faderens historie, som han i første omgang forgæves forsøger at overtale hende til at skrive ned og få udgivet.
Det er en rigtig god biografisk roman, som Josef Haslinger har skrevet om Bohumil Modrys fald fra stjernehimlen og ned i gangene i uranminerne. Men det er faktisk en endnu bedre bog om, hvad der sker med børnene i en familie, hvor resten af familien også straffes for faderens fiktive forbrydelser. Og allerbedst er den måde, som forfatteren kører sin pointe hjem, om hvor meget "den virkeliggjorte socialisme" og nationalsocialismen lærte af hinanden i metoder til at fordreje sandheden og fornedre sine modstandere. Ubehagelig læsning - flot skrevet og fint oversat.
  
(Tiderne Skifter, 263 sider. Udgivet 16. marts 2013. Oversat af Jacob Jonia fra tysk: Jáchymov, 2011)

Se bogens bagside
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Jyllands-Posten og Information

Stefan Zweig: Skaknovelle, 1941

Så absolut en lille verdenslitterær perle skrevet i 1941, året før Zweigs selvmord. Beskrivelsen af Doktor B.'s skakvanvid under sin måneder lange isolation, kun afbrudt af forhør af nazisterne, er meget, meget levende. Og det 'endelige opgør' med skakverdensmesteren ombord på krydstogtskibet er både spændende som en god krimi og beskrevet som et opgør mellem det tænkende og ræssonerende menneske og det plumpe og kulturløse individ.
Historien afspejler Zweigs meget konservative tilgang til udviklingen i mellemkrigstiden og er skrevet i et elegant og smukt sprog, der også er fremragende fordansket af Harald Engberg. (Læst november 2009)
(Originaltitel: Schachnovelle, 1941)