søndag den 3. januar 2010

Kim Leine: Kalak, 2007

Til forskel fra Leines anden roman 'Valdemarsdag' mærker man her, at der har været en kolossal drivkraft bag at skrive 'Kalak' om hans eget liv. Det har nærmest været et spørgsmål om liv og død. Uden sentimentalitet og snert af selvmedlidenhed beskrives hans fars seksuelle overgreb og hans eget misbrug af medicin blandet med hans viden om sit gode udseende og dygtighed som sygeplejerske, uden at man på noget tidspunkt føler, at der er tale om nogle skæve forestillinger.
Sproget er hamrende godt og flydende (især når man tænker på at KL først flyttede til Danmark som 17-årig og siden har boet 15 år på Grønland). Der er både til lattermusklen og tårekanalen, og bortset fra at skiftene mellem Grønland og Danmark og at de mange kvindebekendtskaber efterhånden flyder lidt sammen, er bogen nok en af de bedste erindringsromaner jeg har læst.

****

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar