torsdag den 13. december 2012

Christopher Isherwood: Mr. Norris skifter tog, 2002 (1935)

Den unge William Bradshaw er ca. 1930 på vej i tog til Berlin for at nedsætte sig som privat engelsklærer, da han på toget møder den dobbelt så gamle Arthur Norris, som også er bosat i Berlin. Der udvikler sig et nært venskab mellem den retskafne og retlinede Bradshaw, der repræsenterer al eksisterende fornuft og tolerance, mens Arthur Norris mildest talt er helt anderledes sammensat!
For Norris repræsenterer hele Weimarrepublikkens kaos i én eneste person. Jeg blev derfor ret glad, da jeg så, at Klaus Rifbjerg i sin anmeldelse.i Information i anledning af bogens genudgivelse i 2002 skrev, at Norris er en: "...sveden metafor for hele den sammensatte situation, hvor de forskellige politiske fraktioner havde travlt med at slå hinanden oven i hovedet i kampen om overtaget i en blanding af ustyrlig magtbrynde og almindelig liderlighed." For hvis Store Klaus skriver sådan, kan jeg vel også mene det!
Arthur Norris er selv en sammensat figur: Klynkende, stor i slaget, fuldstændig patetisk med øjenbrynsplukning og manicure, men med det sorteste tandsæt, til pisk og støvleslik og kommunistisk agitator med applaus. Han er som en ål i mudder, men får fjender og kreditorer - og ender alligevel altid på en eller anden måde med hovedet oven vande med nye ideer. Han er simpelthen indbegrebet af et Berlin lige før nazisternes magtovertagelse med dekadence, uro, druk, politiske intriger, spionage - you name it!
Rigtig flot, velskrevet og interessant bog, når man først får knækket dens kode, nemlig Mr. Norris, der skifter tog adskillige gange på de par hundrede sider...
****   
(Findes i: Christopher Isherwood: Mr. Norris skifter tog ; Farvel til Berlin. Signet, 300 sider. Udgivet 3. august 2000. Oversat af Werner Svendsen fra engelsk:Mr Norris changes trains, 1935)
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Information

2 kommentarer:

  1. Hej igen Michael. Med alle dine læste bøger, hvad kan du så anbefale som et "must read" i 2013.?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Morten
      Hod øje med mit nytårsindlæg, der vil hedde noget med "litterær selvangivelse". Der vil jeg ud over at lave en mere eller mindre relevant statistisk "analyse" af mit litteraturforbrug i 2012 også have en liste på de ti bedste og tre ringeste bøger, jeg har læst i året.
      Jeg vil prøve at få udgivet indlægget 1.1 2013 kl. 00:00!
      God jul.

      Slet