Årsopgørelse: Litterærlig selvangivelse for 2013

I 2013 kan min læsning opgøres til 37.335 sider fordelt på 121 bøger. Antallet af bøger er steget en smule fra 119, mens sidetallet pr bog er faldet fra et gennemsnit på 323 sidste år til 308 i 2013.

Af disse 121 bøger var 40 oprindeligt danske, 16 amerikanske, 12 norske, 9 svenske, 8 britiske, 7 franske, 6 tyske, 4 finske, 4 israelske, 3 islandske - og skal vi nøjes med at sige "med videre".
Af genrer var der 99 romaner, 3 grafiske romaner, 8 faglitterære bøger, 4 biografier, 2 novellesamlinger og nogle, hvor jeg ikke har fået sat genrebetegnelse på - sikkert romaner. Af romanerne var de 43 krimier eller spændingsbøger.

31 af bøgerne var skrevet af kvinder og 90 af mænd. En smule tilbagegang på kvindefronten i år
34 af bøgerne var oprindeligt skrevet i 2013, 30 i 2012, 15 i 2011 og  9 i 2010. Desuden var 15 skrevet i årene 2000-2009 og kun 18 før år 2000. Andelen af en helt aktuelle litteratur er steget jævnt gennem de sidste år - så efterslæbet bliver så også større.
Gennemsnitligt set blev bøgerne bedømt af mig til 3,34 stjerner ud af 5. En lille tilbagegang men stadig temmelig pænt gennemsnit. Men de er jo også valgt til at blive læst, fordi jeg forventede de skulle være gode...

2013's ti største læseoplevelser (i uprioriteret rækkefølge efter forfatter):

• Peter Asmussen: Det Der eR, 2012
• Fredrik Backman: En mand der hedder Ove, 2013 (2012)
• Ola Bauer: Hestehovedtågen, 2013 (1992)
• Max Brooks: World war z, 2013 (2006)
• Lars Saabye Christensen: Blink, 2013 (2012)
• Yahya Hassan: Yahya Hassan, 2013
• Khaled Hosseini: Og bjergene gav genlyd, 2013
• Cormac McCarthy: Blodets meridian eller Aftenrøden i Vesten, 2013 (1985)
• Fábio Moon & Gabriel Bá: Daytripper, 2012 (2011)
• Jo Nesbø: Politi, 2013

Men også Ryan David Jahns Jagten, Jiro Taniguchis Min fars dagbog, Barbara Demicks I ly af mørket - nordkoreanske skæbner eller måske Jennifer Egans Sort boks kunne have været på listen...

2013's  værste læseoplevelse:

• Erik Juul Clausen: Spionen fra Atlantis, 2013 (En fuldstændig uforståelig genudgivelse af roman fra 1985)

Og så tak til alle jer der har læst med på Bogbrokken og måske endda kommenteret mine indlæg i 2013 - og ikke mindst tak til jer bloggere som jeg har læst og fået inspiration fra på nettet. 
Godt nytår!!!
 

Tore Kvæven: Hård er mit lands lov, 2013

I år 1010 ligger det norske skib Havjærven ved Tiberens bred i Rom med 140 mand ombord - en blanding af røvere og retskafne mænd. Togtet på vej dertil har været tyndt. Kun handelen ser ud til at gå godt. Men mændene er sultne efter mere og længes efter at bruge deres kræfter.
Nordboen Ulfr med de isfarvede øjne og det benhvide hår går om bord med et bestemt formål. Han vil have Havjærven og vikingerne gennem Serkland (Spanien) og dybt ind i Blåland (Afrika), hvor ingen hvid mand har været før. Men som rejsen skrider frem, og vikingerne kommer dybere og dybere ind i Afrika, finder de ud af, at ikke alle fjender kan slås ned med økser og sværd.
Det er storslået. Tore Kvæven formår at fremstille et fint persongalleri af både gode personligheder og mere arketypiske figurer i sit tænkte vikingetogt op ad Congofloden, hvor dagsordenen fra lederen Ulfrs side viser sig at være en noget anden, end den han lagde frem for besætningen, da han overtog togtet i Rom. Mødet mellem de blege men bomstærke og seje vikinger og den tropevarme flod i junglen, som de sejler op ad i jagt på guld, giver gode modsætninger og stærke billeder.
Det er en voldsomt barsk bog, hvor blod, tarme og afhuggede lemmer flyder både på bådens dæk og Blålands støvede jord. Kvæven giver da også Cormac McCarthy og hans Blodets meridian credit for inspiration. Ikke en bog for sarte maver...
Men er du til gode røverhistorier, rejsebeskriverlser, drab, gamle maskuline dyder og rænkespil, så er Hård er mit lands lov et rigtigt godt valg til femhundrede siders drabelig underholdning. Flot bog!
 
(Rosenkilde & Bahnhof, 512 sider. Udgivet 26. august 2013. Oversat af Lene B. Sørensen fra norsk: Hard er mitt lands lov, 2011)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Laurent Benet: HhhH (Himmlers hjerne hedder Heydrich), 2013

Den franske forfatter Laurent Binet fik i 2010 den højeste franske ltterære pris Prix Goncourt for sin noget usædvanlige roman om mordet i Prag i 1942 på den tyske Rigsprotektor i Tjekkiet og nr. 2 i det tyske SS-hierarki Reinhard Heydrich - med god grund kaldt "det blonde bestie" af tilsyneladende både tilhængere og fjender. Og når jeg skriver "noget usædvanlige roman", er det, fordi Binet i høj grad lader overvejelserne om sin egen skriveproces indgå som et stort element i bogen, noget der er ret spændende men som gik hen og blev noget irriterende for min læselyst til tider...
To mænd, tjekken Jan Kubis og slovakken Jozef Gabzik, får i 1941 til opgave at likvidere den frygtede Reinhard Heydrich, som har den uindskrænkede magt i protektoratet Tjekkiet efter indlemmelsen i Tyskland i marts 1939. Man følger i krydsklip de to og Heydrich frem til det attentat, der den 27. maj 1942 sårer Heydrich og forårsager hans død. 
Desuden skriver Laurent Binet om sin fascination af figuren Heydrich og af sine to helte og om de overvejelser, han gør sig om at fremstille historiske personer i fiktionsform. Det er somme tider interessant men bliver også temmelig anstrengende at læse om, da det bestemt ikke er alle forfatterens overvejelser, der er lige vedkommende - især ikke efterhånden som de samme overvejelser også nogle gange bliver gentaget. Jeg er ret sikker på at Binet fik Goncourtprisen for netop de overvejelser, men mig virkede det i stigende grad forstyrrende for den ellers gode og spændende historie bag likvideringen af en af Nazitysklands mest frygtede mænd. Jeg ville sådan set godt læse hans tanker om sin skriveproces men ville nok have foretrukket at læse det i en selvstændig tekst, så begge dele af bogen havde stået mere uforstyrret.
 
(Tiderne Skifter, 304 sider. Udgivet 20. november 2013. Oversat af Lars Bonnevie fra fransk: HHhH, 2010)

Lån bogen på bibliotek.dk

Georges Simenon: Afdøde Monsieur Gallet & Den hængte fra Saint Pholien, 2013

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof (set omtalt som Døde Poeters Klub) gik for et par år siden i gang med at genudgive de næsten firs kriminalromaner, som franskmanden Georges Simenon skrev om sin parisiske kriminalkommissær Jules Maigret i årene 1930-72.
Den første bog i den nyudgivne serie indeholder de to historier Afdøde Monsieur Gallet og Den hængte fra Saint Pholien, begge oprindeligt skrevet i 1931. Men alderen på bøgerne skal man nu ikke lade sig forskrække af, for Georges Simenon skrev i disse to historier temmelig meget bedre end mange nutidige krimiforfattere, der nogen gange får hvad som helst udgivet, hvis der bare står "krimi" på titelbladet.
Jeg skal ikke komme så meget ind på handlingen i bogens to historier, men de er begge gedigne og klassiske krimier, hvor Kommissær Maigret med streng logik opklarer de temmelig specielle mysterier. Plottet i Afdøde monsieur Gallet kan måske nok virke lidt for konstrueret. Men begge historier har deres stærke side i de miljø- og persontegninger, som Simenon lægger frem. For der bliver gået hårdt til småborgerligheden i Afdøde monsieur Gallet og til det opstyltede logebroderskab i Den hængte fra Saint Pholien.
Desuden er sproget rigtig godt. Simenon behøver ikke mange ord til at sætte en stemning eller en person på papiret, ofte med et lille drej i ironisk retning. Der har mange nutidige krimiforfattere meget at lære.
Fine og stemningsfulde krimier. Jeg kommer gerne tilbage til serien i en ferie eller på et sygeleje. som Simenon og Maigret kan godt kan bære genudgivelsen her firs år senere.

(Rosenkilde & Bahnhof, 293 sider. Udgivet 20. januar 2011.

Afdøde monsieur Gallet oversat af Karen Nyrop Christensen fra fransk: M. Gallet décédé, 1931. Første gang udgivet på dansk i 1933
Den hængte fra Saint-Pholien oversat af Karen Stolberg fra fransk: Le pendu de Saint-Pholien, 1931. Første gang udgivet på dansk i 1932)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Jyllands-Posten (abon.)

Shani Boianjiu: Det evige folk har ingen frygt, 2012

Den unge israelske forfatter Shani Boianjiu (f. 1987) må siges at have fået en kanondebut med denne Det evige folk har ingen frygt. Den er i følge Wikipedia foreløbig udgivet i 23 lande og er blevet meget anmelderrost.
Bogen er om de tre piger Yael, Avishar og Lea fra den unavngivne lilleby helt oppe mod Israels grænse til Libanon, hvor de afslutter gymnasiet og starter på deres to års værnepligt forskellige steder i landet. De fortæller hver især om deres indbyrdes forhold, livet som soldater, fyrene og sig selv. Der er både almindeligt ungdomsliv med alt hvad det indebærer, men der er også hele tiden hele den konfliktfyldte atmosfære i den israelsk-palæstinensiske konflikt, som de har tæt på kroppen.
Det er dødsens alvor, men der også god plads til flere absurde og ret morsomme scener, bl.a om konsekvenser af nøgenhed ved den israelsk-egyptiske grænse og ikke mindst den daglige opløsning af en tilbagevendende trepersoners demonstration ved kontrolposten på Hovedvej 433...
Det er et vældig flot portræt Shani Boianjiu har begået af de tre pigers tid både før, under og efter soldatertiden. Jeg havde dog til tider lidt svært ved at skelne pigerne fra hinanden, da sproget er meget ens uanset synsvinklen. Bogen taber også pusten lidt hen mod slutningen, hvor der kommer et par historier, som virker lidt som om, de alligevel ikke blev til de noveller, de oprindeligt var tænkt som. Men at forfatteren er en kommende stjerne, er der ingen tvivl om for mig!
 
(Gyldendal, 364 sider. Udgivet 6. september 2013. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra engelsk: The People of Forever Are Not Afraid, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten (abon.), Weekendavisen,

Christian Haun: Hans Broges Bakker, 2007

I min jagt på kontrafaktiske romaner faldt jeg for noget tid siden over Christian Hauns Hans Broges Bakker fra 2007.Det kontrafaktiske plot består i, at Tyskland under anden verdenskrig kom først til atombomben og lavede deres Hiroshima ved at udslette Plymouth, hvorefter England overgav sig, og USA og Rusland indgik våbenhvile. Nu er det 1979 og i den tyske lydstat Danmark hersker unge bøller fra Nationalsocialistisk Ungdom, der sammen med politi og sikkerhedstjenester opretholder et skarpt overvåget diktatur.
Den unge Snorre lader sig inspirere af forfatteren Øystein Vigs ideer i hans oprørsskrift Et frit Europa og venter nu på det kommende opgør, skarpt fulgt af de to politifolk Bertel og Landsberg. Han får vennen Sebastian trukket ind i historien, og det udvikler sig til et noget mareridtsagtigt opgør - ikke mindst et opgør med hele historiens præmisser.
Er Hans Broges Bakker så værd at læse? Næh, ikke rigtigt. Christian Haun gør nogle gode forsøg på at gøre den kontrafaktiske scene troværdig, men det er slet ikke nok. Jeg kan ikke virkelig forestille mig det verdens- og Danmarksbillede, som Haun prøver at tegne andet end i nogle småglimt. I stedet for at nøje med halvandet hundrede sider, burde forfatteren nok have kommet hundrede sider oveni, som han brugt til at få læseren til at se det nazificerede samfund for sig.
Desuden synes jeg, at bogens afslutningsvise opgør med sig selv bliver til en omgang pseudo-meta-plidder-pladder, der mere har karakter af studenterøvelse end af velfungerende romanhåndværk.

(Gyldendal, 156 sider. Udgivet 2. april 2007)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra LitteraturNu og Sentura

J.R. Moehringer: Sutton, 2013

Også i virkeligheden blev USA's mest berømte bankrøver Willie Sutton (1901-80) løsladt juleaftensdag i 1969 efter de sidste sytten år at have siddet i Attica fængslet i staten New York. Sutton stillede kun op til interview én gang efter sin løsladelse, nemlig dagen efter løsladelsen, som han tilbragte med at køre rundt i New York City samen med en avisjournalist og en fotograf.
Journalisten og forfatteren J.R. Moehringer har forestillet sig, hvordan den dag med besøg på de steder i byen, som havde haft betydning for Sutton, spændte af. Der krydsklippes mellem samtalerne i bilen og Suttons erindringer, og man får et fornemt billede af et USA og ikke mindst et New York - især i den første halvdel af 1900-tallet.
Det er en rigtig glimrende biografisk roman J.R Moehringer har begået om en af de mest myteomsuste forbrydere i USA's historie. Om hans opvækst i "Irish Town" i Brooklyn, venskabet med Eddie og Happy, den store kærlighed Bess, optagetheden af verdenslitteraturen og selvfølgelig hele den kriminelle løbebane og deraf følgende halvdel af hans voksenliv i diverse fængsler. Bogen spiller helt med på myten om Sutton, som den charmerende gentlemanrøver, der på trods af utallige bankkup aldrig kom til at gøre nogen fysisk skade. Men Moehringer gør dog plads til at gøre sine sig egne overvejelser om Suttons selvopfattelse, både mht den mytologi og andre mere personlige elementer.
Det er en flot og billedrigt fortalt historie, som bestemt ikke hører til på bibliotekernes krimihylder på trods af emnet, men som både garvede krimilæsere og en hel del andre kan få god fornøjelse af.
 
(People'sPress, 462 sider. Udgivet 30. september 2013. Oversat af Jesper Wamsler fra amerikansk: Sutton, 2011)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information