mandag den 9. november 2009

Robert Zola Christensen: Aldrig så jeg så dejligt et bjerg, 2009

God, men også drønirriterende bog at læse. Skrevet i et alkoholisk anfald af sammenrablende tankestrømme, hvor der kan være flere tidsspring indenfor samme sætning - der i øvrigt kan være på et par sider engang imellem men ikke vejen igennem, når historien endelig går ud af land-land-landevejens jævne sti. (Nå, men han er altså bedre til den slags sætninger, end jeg er).
Der bliver uddelt hug til alt mellem himmel og jord, ikke mindst til Zolas danske forfatterkolleger af fortælleren Allan (Carsten Jensen=lort med farvelade), som dækker bitterheden over sig selv med surhed over andre.
Først til allersidst formår RZC at få Allan til at blive et rigtigt menneske for mig, selv om han havde haft chancer for det i kraft sin baggrund og alder. Alt i alt god men absolut ikke uforglemmelig.
***

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar