lørdag den 12. maj 2012

Nathaniel Rich: Borgmesterens tunge, 2012

Borgmesterens tunge er en roman, hvor man i højere grad nok bare skal lade sig føre med, hvor dens personer (og ikke mindst dens forfatter) bevæger sig hen, end man skal dybdeanalysere den, når man læser den. Det gjorde jeg, ellers ville jeg nok have kløjedes i den.
Romanen har to spor der starter i New York: Den unge italienskamerikanske flyttemand Eugene bliver hyret af den gamle litterat Abe, der skriver på en biografi om den sagnomspundne forfatter Constance Eakins, der har været forsvundet i tredive år i Italien og som Eugene har skrevet universitetsspeciale om. Men Abe får fra tid til anden breve fra Eakins, og da Abe's smukke datter forsvinder under et besøg hos Eakins, bliver den forelske Eugene sendt efter for at lede efter hende - og kommer til at opleve mærkelige ting...
Det andet spor er om de to gamle verdenskrigsveteraner og venner Rutherford og Schmitz, der ikke kan leve uden hinandens selskab. Men på trods af det, flytter Rutherford til Italien, og glemmer i løbet af kort tid gradvist sit amerikanske sprog. Schmitz foruroliges over de mere og mere uforståelige breve, og da konen dør, tager han til Milano for at redde vennen - og kommer til at opleve mærkelige ting...
Borgmesterens tunge starter rigtig, rigtig godt - men efterhånden går gassen mere og mere af historierne, og bogen slutter bare OK. Især historien om Schmitz og Rutherford fiser ud i sandet, mens Eugenes eventyr lige får fuld skrue til sidst. Men det er en fin bog alt i alt om sprog og litteratur, hvor den magiske realisme fungerer godt i sammenhængen.Og især et smukt venskabsportræt af de to gamle mænd Rutherford og Schmitz.
***

(Ordenes By, 319 sider. Oversat af Paul McNeice fra engelsk: The mayor's tongue, 2008)
Se mere Litteratursiden
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Politiken og Information

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar