Erlend Loe: Status, 2014

Man tør jo næsten ikke skrive en anmeldelse af Status af angst for pludselig at finde sig selv liggende på gulvet derhjemme med en rasende halvnøgen forfatter, der tæver én med hjemmets tungeste bog (præstefarfars alterbibel), mens han belærer én om ordentlig litteratur. Men der er nu nok ingen fare for det, da jeg med det samme kan berolige Erlend Loe med, at han med Status har skrevet en rigtig god og morsom satire over det litterære kredsløb og om det allermest følsomme tidspunkt i en falleret forfatters liv: Den dag man udgiver den bog, som man håber vil sikre ens comeback som stjerne på den litterære scene.
Femogtresårige Nina Faber var et navn på 70'ernes norske litteraturscene. Som der står i romanens tredie sætning: "Hvor andre skrev om Mao, skrev Nina om sump-hullæbe, mønsteret i guldsmedens vinger, og vejret i byer, hun aldrig havde været i". Nina fik aldrig Nordisk Råds litteraturpris og gik langsomt i glemmebogen og i hundene i en lille lejlighed i Istanbul. Der har hun skrevet en række digte om især udsigten fra sit vindue over Bosporusstrædet. Tilbage i Oslo tidligt på udgivelsesdagen af digtsamlingen Bosporus sidder Nina nu, ædru og nervøs, og da først de temmelig perfide anmeldelser refereres af hendes redaktør og en boghandel aflyser en oplæsning med hende, beslutter hun sig for at gå til modangreb: En digter ser rødt - og det går ikke stille af!
Der er i den grad knald på Loe i Status. Og det er meget morsomt og rigtig godt humoristisk/satirisk håndværk. Loes figurer er som næsten altid nogle arketyper, der både er til at holde af og til at finde ret latterlige, og her er Nina Faber bestemt ikke undtaget med hendes eneste uforbeholdne (og ugengældte) kærlighed til kolonihavens laktoseintolerante pindsvin, Jussi.
Selve handlingen må de fleste forfattere, som på et eller andet tidpunkt har følt sig uretfærdigt bortdømt af anmeldere, kunne fryde sig over og nikke genkendende til fra deres egne fantasier om hævn over visse dele af det litterære kredsløb. Det virker i hvert fald som om, Erlend Loe har hygget sig gevaldigt med skrivningen af Status. Og det kommer bestemt hans læsere til gavn!
 
(Gyldendal, 144 sider. Udgivet 6. februar 2014. Oversat af Susanne Vebel fra norsk: Vareopptelling, 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten (abon.) og Weekendavisen

Marco Malvaldi: En muggen affære, 2013

Er man til gammeldaws whodunnit-krimi med humoristisk kolorit, så er italieneren Marco Malvaldi og hans En muggen affære, da et OK valg. I tilgift får man endda en opskrift med på en sigøjnerpaté med tun, men så er alt vist også sagt...
På slottet Roccapendente i Toscana i 1895 er det ikke butleren, der bliver udråbt som morderen, da et mord finder sted. For det er nemlig butleren, der findes død efter at være blevet forgiftet. Italiens første store kogekogsforfatter Pellegrini Artusi er til stede på slottet og bidrager med både vid og viden til mysteriets opklaring blandt et temmelig farverigt persongalleri i et Italien under forandring.
"Så er alt vist også sagt", skrev jeg før, men jeg kan da lige få med, at bogen er hurtigt overstået og bestemt ikke hører til dem, der lagrer sig i én, når man er færdig. Det kan så være hvad det være vil, men at den humor, som Malvaldi bare vil have sin historie pakket ind i, ofte er så anstrengt og påtaget, at jeg i højere grad syntes den var til skade for bogen end omvendt. Malvaldi må også nærmest en gang imellem forklare, hvorfor en af hans morsomheder er morsom...
Ellers OK lille ferieeftermiddagskrimi af den gamle skuffe, hvis man ikke gider se danske curlinghold tabe deres kampe.

(Forlaget Arvids, 183 sider. Udgivet 27. september 2013. Oversat af Cecilia Jakobsen fra italiensk: Odore di chiuso, 2011)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk

Per Ole Persson: Jaco, 2013

Som altid er det dejligt at læse en god bog, og en god bog er man stort set altid sikret, når man åbner en af forlaget Batzer & Co's udgivelser. Især på det nordiske område har forlaget en finger på pulsen, og Per Ole Perssons bog Jaco er heller ingen undtagelse - men denne gang med forbehold.
Jaco er også i virkeligheden en ø lige øst for Timor, der er delt op i det indoneniske Vesttimor og det siden 2002 uafhængige Østtimor. I 2006 ankommer den unavngivne svenske NGO'er til Dili i Østtimor på en blanding af ferie fra sit job i Guatamala som statistiker og flugt fra at tage på ferien hjem til Sverige. Under urolighederne samme år flygter han sammen med parret Elias og Miriam til øen Jaco, som traditionelt er ramt af tabu. Og måske med god grund skal det vise sig.
Per Ole Perssons og Jacos styrke ligger i sproget. Bogen består af skarpe sætninger uden behov for ret mange kommaer, og det giver historien et rigtig godt og meget personligt drive hele vejen igennem. Skildringerne fra det Østtimor, som den navnløse hovedperson bevæger sig igennem, er præcise og billedrige.
Til gengæld får man aldrig set rigtigt ind bag facaden af hovedpersonen. Han er en mand uden andet end antydninger af fortid, hvilket her virker lidt kunstigt, og de natlige mareridt med lange tråde tilbage i fortiden, som han lider af, bidrager egentlig ikke til at forstå ham bedre. I både portrættet af ham og hans bevæggrunde og af Østtimors situation, kunne bogen godt have brugt en hel mere på at få sin historie helt op og stå.

(Batzer & Co., 154 sider. Udgivet 14. september 2014. Oversat af Anne Marie Têtevide fra svensk: Jaco, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information og Berlingske

Alden Bell: Høstens engle, 2012

Undervejs i researchen til at skulle fortælle biblioteksbrugere om Max Brooks' zombieapokalypse World War Z for nogle uger siden, stødte jeg på en omtale af Høstens engle af Alden Bell, som viste sig at have fået en rigtig god anmeldelse med på vejen af Politikens Steffen Larsen, da bogen udkom i 2012.
Den femtenårige pige Temple er en ensom ulvinde og en hærdet overlever i et postapokalyptisk USA, der i de sidste femogtyve har været brudt sammen i anarki, hvor alles overlevelse er op til dem selv. Hun møder den kæmpestore tumpe Maury, som hun mod alle principper tager under sine vinger og senere den klamme Abraham, som hun ender med at slå ihjel pga hans tilnærmelser. Men Abrahams bror Moses, der heller ikke anser Abraham for et af Guds bedste børn, vil have hævn for broderens liv. Og han, som nok er den der ligner Temple mest, er ikke til at slippe fri for...
Det er en flot skildring af det postapokalyptiske USA, der ikke ikke har World War Z's optimisme at falde tilbage på. Men måske en endnu bedre ungdomsbog med portrættet af den kolossalt handlekraftige Temple, som ved, hvad hun skal gøre, men alligevel også kan filosofere over den verden hun er i - og ikke mindst har sine lig i lasten.
Både sprogligt og handlingsmæssigt fungerer Høstens engle fint, selv om jeg undrede mig over, hvor mange gange personer i bogen siger frasen: "Godt så!". Men om det er forfatteren eller oversætteren, aner jeg ikke.
Fin bog, som jeg er sikker på jeg ville have elsket, da jeg var helt ung. Nu hvor jeg nærmer mig de halvtreds, synes jeg bare den er god.

(Forlaget Iris, 251 sider. Udgivet 18. april 2012. Oversat fra amerikansk af Nanna Solow: The Reapers Are The Angels, 2010)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Peter Rønnov-Jessen: Bréac ved den yderste rand, 2013

I 2010 læste jeg Peter Rønnov-Jessens roman Oldtidskundskab, og var mildest talt ikke begejstret. Men da jeg, efter i julen at læst et par Maigretkrimier, så, at Rønnov-Jessen havde udgivet en ny roman om en dansk krimiforfatter, der farer vild i skrivningen af sin nye meget Maigretlignende krimi, så måtte jeg lige kaste et blik i den. Og det viste sig at være godt. Rigtig godt!
Forfatteren Karl Bing tager på en måneds ophold på et californisk refugium for at arbejde på sin trettende roman i serien om den parisiske kriminalkommissær Bréac. Men der er noget mærkeligt ved slottet, som har indvirkning på både Bing og hans bog om kommissær Bréac. Virkeligheden smuldrer og blander sig mere og mere med fiktionen, som Bing ikke længere kan styre - og til sidst står både forfatter og romanfigur ved den yderste rand...
Det er ikke første gang, jeg har læst en bog, hvor en fiktiv forfatters virkelighed og hans fiktion smelter sammen under en eller anden form. Men det er både gjort meget konsekvent og ikke mindst meget elegant i Bréac ved den yderste rand. Og det helt derud hvor man faktisk tror, at det er den rigtige forfatter, altså ikke Karl Bing men Peter Rønnov-Jessen, der optræder som kommissær Bréac på bogens forside. Se selv det portræt af PR-J, som er på bogens inderflap.
Handlingen byges fint op gennem siderne, og jeg havde det næsten som i en drøm, jeg ikke kunne styre og som efterhånden løb løbsk. Nogenlunde som forfatteren Karl Bing må have det i bogen. Vældig flot gjort. 
Godt at få uventet gode overraskelser engang imellem - især når de kommer fra en forfatter, som jeg ellers havde afskrevet helt. Det kunne være, jeg skulle forsøge mig én gang til med Rønnov-Jessens Oldtidskundskab...
 
(Tiderne Skifter, 241 sider. Udgivet 19. december 2013)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske

Hernán Rivera Letelier: Pigen der fortalte film, 2013

Sammen med sin far og sine fire brødre bor pigen Maria Margarita engang i 1960'erne i en lille mineby i helt oppe nordpå i Chile. Moderen har forladt familien efter faderen ved en arbejdsulykke blev lam fra livet og ned.Faderen er filmnørd, men kan ikke komme omkring, og laver en konkurrence mellem de fem børn om at blive den, som skal sendes i biografen for at se film og derefter genortælle dem for familien. Her viser Maria Margarita sig at have formidable evner, så de efterhånden flere og flere tilhørere synes, at hendes genfortælling er bedre end den ægte vare.
Ingen tvivl: Pigen der fortalte film er en meget fin lille bog fra den chilenske udkant, men den er altså også for lille til at blive rigtig god som selvstændig roman betragtet. Selv om bogen er på 102 sider, ville den sagtens i et andet format have være læselig på 40-50 sider i en novellesamling. Historien kunne sagtens have båret at blive foldet mere ud især i Maria Margaritas videre liv og den lille bys skæbne.
Men læs endelig Pigen der fortalte film under alle omstændigheder, for det er en god og varm og også lidt sørgelig historie fra en af verdens absolutte afkroge, i hvert fald set med danske briller.

(Tiderne Skifter, 102 sider. Udgivet 12. oktober 2013. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt fra spansk: La contadora de películas, 2009)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information og Jyllands-Posten (abon.)

Ny skønlitteratur - februar 2014

Forfatteren til min bedste danske læseoplevelse sidste år, Peter Asmussen, kommer d. 27. februar med sin nye roman Og tilsidst går verden under. Det ser ud til at være et portræt af den 99-årige Louise og hendes liv fra udbruddet af 1. verdenskrig og frem til sommeren 2014. Når jeg nu ved fra hans Det Der eR, hvor meget godt Peter Asmussen kan få ud af tilsyneladende små ting, er jeg spændt på at se, hvad Og tilsidst går verden under byder på bag månedens flotteste forside.
Hvis vi fortsætter med de danske forfattere (og de flotte forsider), udgiver Eva Tind Kristensen Han : en rejseroman fra Nordkorea (25.2). En kvinde opsøger sin afdøde fars fødeland og reflekterer over sin egen dobbelte identitet som dansk og koreansk og den betydning, det har for hendes selvforståelse at deltage i en totalitært planlagt rejse, hvor fremmede isoleres fra befolkningen og konstant overvåges.
I 2009 debuterede Henrik Ventzel med den ikke uefne Dødemandsbjerget. Nu kommer hans anden roman Fortæl mig sandheden (14.2) om den bosniske flygtning Aida og hendes datter Jasmina. Aidas fortid har altid ligget som en tavs mur og skabt afstand imellem mor og datter, men en dag bliver Aida pludselig kontaktet af Luka, som var hendes leder i modstandsbevægelsen under krigen, og med hvem hun havde et kortvarigt forhold. Luka er nu kriminel og truer Aida til at hjælpe ham igen - ellers vil det gå ud over Jasmina. Aida træffer et svært valg, der fører hende og Jasmina tilbage til Bosnien.
Den forfatterskoleuddannede Peder Frederik Jensen udgiver ligeledes d. 14. februar en novellesamling, Banedanmark, om mennesker fra alle kanter og lag af Danmark. Som forlaget skriver: "Et blik ind i stuerne og køkkerne, garagerne og gårdspladserne. 24 tekster om afgørende valg, om at acceptere eller slå fra sig, bryde op eller blive, om at blive taget eller selv at tage: om skilsmisser, dødsfald, sygdom, sex, barnløshed, had og kærlighed".
Mens vi nu er ved de forfatterskoleuddannede forfattere, så er den mig helt ukendte Jonas Suchanek på banen d. 28. februar med romanen Do danska. Hvad den handler om, holder Gyldendal og forfatteren åbenbart tæt til kroppen, men jeg er da blevet noget pirret af det temmelig utraditionelle bogomslag, så jeg er lidt spændt på at se, hvad der gemmer sig bag forsiden.
Torben Munksgaard har tidligere haft nogle pæne hits i midten af ligaen med bl.a Retrograd og Sort hund. Den sidste var jeg noget skuffet over, men det skal ikke afholde fra at give hans nye I virkeligheden (7.2) et forsøg. Forlaget Lindhardt & Ringhof siger om bogen: "...en mangfoldig samtidsroman om en række personer, der alle bærer på en tung hemmelighed eller lever et liv, de ikke er tilfredse med. Med denne bog har Torben Munksgaard skrevet en ny vidtspændende fortælling om identitet og det moderne menneskes opgør med sin omverden - og ikke mindst med sig selv." Store ord i februar...
Den sidste danske forfatter er Thorstein Thomsen, der udgiver sin Bellmanns guitar (7.2) om tre generationers hverdag i en arbejderfamilie i en forstad til København i 1950'erne. Alt for damerne har allerede haft fat i bogen og skrevet om den: "Det er en blid nydelse at læse Thorstein Thomsens doucefarvede 50'er-roman om brødrene Jack og Thorvald. Bogen indeholder ikke nogen stor fortælling, men som tidsbillede er den 'en vidunderligt velskrevet oplevelse".
Det er toogtredive år siden, Stephen King udgav første bind i serien Det mørke Tårn (The Dark Tower). Nu kommer ottende og sidste bind, Vinden gennem nøglehullet, på dansk. Handlingsmæssigt lægger bogen mellem nr fire og fem, men hvad der sker i bogen, fortæller det danske forlag Hr. Ferdinand ikke rigtig noget om. Men det kan man til gengæld læse om på Stephen Kings eget site.
I en helt anden boldgade har vi nordmanden Erlend Loe, der 6. februar udsender sin Status. Den aldrende lyriker Nina Faber, som havde sin storhed i 70'erne, har været ude af billedet i mange år. Hærget af modgang og alkohol udgiver hun nu sin nye digtsamling, Bosperus. Da hun på udgivelsesdagen kommer ud for en totalt urimelig anmeldelse, ramler det for hende. Det er pay back time ... Bogen er allerede 1. februar anmeldt til fem af seks stjerner i Berlingeren.
Stadig norsk, selv om bosat i Malmö: Karl Ove Knausgård udgiver en essaysamling, Sjælens Amerika (13.2). Den norske udgave blev allerede 27. oktober 2013 omtalt af Jes Stein Pedersen i Politiken, som bl.a skrev: "En anmeldelse som denne yder ikke retfærdighed til disse mange fremragende tekster, hvoraf mange ville egne sig som diskussionsoplæg både hjemme i stuerne og i litterære saloner" og at "Læst under ét kan Knausgårds essays betragtes som et syvende bind af ’Min kamp’.Flere af dem rummer nøgler til at forstå det halsbrækkende risikable, men formidabelt vellykkede romanprojekt".
Israeleren Amos Oz bliver hvert år nævnt i toppen af feltet til at skulle modtage nobelprisen i litteratur, og den 12. februar kommer endnu en sikkert glimrende samling fortællinger fra hans hånd. I Mellem venner er vi i kibbutzen Yekhat i slutningen af 1950'erne, hvor mennesker med vidt forskellige skæbner og forudsætninger at leve sammen. "Det er historier om kærlighed, drømme, misundelse og længsel - og om ensomhed, på et sted, hvor fælleskabet er dagsordenen, og ingen burde føle sig ensom", skriver Gyldendal.
Den japansk-amerikanske forfatter Julie Otsukas bog Og vi kom over havet (26.2) har vundet en hel del fine priser og været indstillet til endnu flere. Den handler om otte japanske "postordrebrude", der i 1919 ankommer til deres ukendte kommende ægtemænd i San Francisco. De fortæller hver især om ankomsten, bryllupsnatten, om livet det hårde liv i det nye og fremmede land, om kampen for at tilegne sig et nyt sprog og en ny kultur, om deres forhold til ´de hvide´, om fødsler og opfostringen af børn, som ender med at forkaste deres afstamning og deres historie, og om tiden efter den dag i december 1941, hvor de sammen med deres familier udpeges som forrædere og sendes til interneringslejre".    
Så er der lige en smule krimi og spænding tilbage i denne måneds udvalg fra den skønlitterære bogreol. Jeg var ret glad for svenske Amanda Lind og hendes Francys evangelium. Nu kommer så Francys testamente (11.2), hvor den hårdkogte gangsterchef Francy Björnsson endnu engang skal igennem (en sikkert) ret morsom parodi på den svenske femikrimi. Sønnen Adrian gør oprør, mens datteren Belle arrigt prøver at leve op til sin mor. Kartellets tidligere leder - og Francys far - er blevet løsladt, og vil have sin forretning tilbage, med magt om nødvendigt. Alt er ved at falde sammen under hende, og da hun også får konstateret kræft begynder en blodig og intens rejse.
Stadig i det nordiske har vi finnen Marko Leino, der 13.2 får udgivet sin Fælden på dansk. Det ser ud til at være en ret hårdkogt krimi om narko og organiseret kriminalitet fra Finland - en må man sige ret sjælden vare på dansk. Den finske avis Helsingin Sanomat skrev: “Marko Leino har begået et nyt værk, Fælden, der er en af dette års bedste krimier … han skriver sig ind i cremen af landets krimigenre.”

Hvis vi lige løber kort gennem de sidste krimier i udgivelsesrækkefølge, så kommer Blomstermanden af Lars Kjædegaard 4.2 - endnu en Belling og Hvid-historie. Eva Maria Fredensborg kommer med fortsættelsen til Én gang morder. Den hedder Min mund er lukket og kommer 21.2. Mogens Holm (Naboerne fra Bagdad) udgiver endnu en international efterretningsroman Gidsel i Amman (21.2). Svenskeren Varg Gyllander får d. 24.2 sin Fundet på gaden, og Jakob Knudsen kommer med tredie bind om kommissær Swane fra Rigspolitiets drabstaskforce, Resten er tavshed (27.2). Og så slutter den hårdtslående Mark Billingham af d. 28. med Blodets susen.
God fornøjelse...


Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger