søndag den 2. februar 2014

Ny skønlitteratur - februar 2014

Forfatteren til min bedste danske læseoplevelse sidste år, Peter Asmussen, kommer d. 27. februar med sin nye roman Og tilsidst går verden under. Det ser ud til at være et portræt af den 99-årige Louise og hendes liv fra udbruddet af 1. verdenskrig og frem til sommeren 2014. Når jeg nu ved fra hans Det Der eR, hvor meget godt Peter Asmussen kan få ud af tilsyneladende små ting, er jeg spændt på at se, hvad Og tilsidst går verden under byder på bag månedens flotteste forside.
Hvis vi fortsætter med de danske forfattere (og de flotte forsider), udgiver Eva Tind Kristensen Han : en rejseroman fra Nordkorea (25.2). En kvinde opsøger sin afdøde fars fødeland og reflekterer over sin egen dobbelte identitet som dansk og koreansk og den betydning, det har for hendes selvforståelse at deltage i en totalitært planlagt rejse, hvor fremmede isoleres fra befolkningen og konstant overvåges.
I 2009 debuterede Henrik Ventzel med den ikke uefne Dødemandsbjerget. Nu kommer hans anden roman Fortæl mig sandheden (14.2) om den bosniske flygtning Aida og hendes datter Jasmina. Aidas fortid har altid ligget som en tavs mur og skabt afstand imellem mor og datter, men en dag bliver Aida pludselig kontaktet af Luka, som var hendes leder i modstandsbevægelsen under krigen, og med hvem hun havde et kortvarigt forhold. Luka er nu kriminel og truer Aida til at hjælpe ham igen - ellers vil det gå ud over Jasmina. Aida træffer et svært valg, der fører hende og Jasmina tilbage til Bosnien.
Den forfatterskoleuddannede Peder Frederik Jensen udgiver ligeledes d. 14. februar en novellesamling, Banedanmark, om mennesker fra alle kanter og lag af Danmark. Som forlaget skriver: "Et blik ind i stuerne og køkkerne, garagerne og gårdspladserne. 24 tekster om afgørende valg, om at acceptere eller slå fra sig, bryde op eller blive, om at blive taget eller selv at tage: om skilsmisser, dødsfald, sygdom, sex, barnløshed, had og kærlighed".
Mens vi nu er ved de forfatterskoleuddannede forfattere, så er den mig helt ukendte Jonas Suchanek på banen d. 28. februar med romanen Do danska. Hvad den handler om, holder Gyldendal og forfatteren åbenbart tæt til kroppen, men jeg er da blevet noget pirret af det temmelig utraditionelle bogomslag, så jeg er lidt spændt på at se, hvad der gemmer sig bag forsiden.
Torben Munksgaard har tidligere haft nogle pæne hits i midten af ligaen med bl.a Retrograd og Sort hund. Den sidste var jeg noget skuffet over, men det skal ikke afholde fra at give hans nye I virkeligheden (7.2) et forsøg. Forlaget Lindhardt & Ringhof siger om bogen: "...en mangfoldig samtidsroman om en række personer, der alle bærer på en tung hemmelighed eller lever et liv, de ikke er tilfredse med. Med denne bog har Torben Munksgaard skrevet en ny vidtspændende fortælling om identitet og det moderne menneskes opgør med sin omverden - og ikke mindst med sig selv." Store ord i februar...
Den sidste danske forfatter er Thorstein Thomsen, der udgiver sin Bellmanns guitar (7.2) om tre generationers hverdag i en arbejderfamilie i en forstad til København i 1950'erne. Alt for damerne har allerede haft fat i bogen og skrevet om den: "Det er en blid nydelse at læse Thorstein Thomsens doucefarvede 50'er-roman om brødrene Jack og Thorvald. Bogen indeholder ikke nogen stor fortælling, men som tidsbillede er den 'en vidunderligt velskrevet oplevelse".
Det er toogtredive år siden, Stephen King udgav første bind i serien Det mørke Tårn (The Dark Tower). Nu kommer ottende og sidste bind, Vinden gennem nøglehullet, på dansk. Handlingsmæssigt lægger bogen mellem nr fire og fem, men hvad der sker i bogen, fortæller det danske forlag Hr. Ferdinand ikke rigtig noget om. Men det kan man til gengæld læse om på Stephen Kings eget site.
I en helt anden boldgade har vi nordmanden Erlend Loe, der 6. februar udsender sin Status. Den aldrende lyriker Nina Faber, som havde sin storhed i 70'erne, har været ude af billedet i mange år. Hærget af modgang og alkohol udgiver hun nu sin nye digtsamling, Bosperus. Da hun på udgivelsesdagen kommer ud for en totalt urimelig anmeldelse, ramler det for hende. Det er pay back time ... Bogen er allerede 1. februar anmeldt til fem af seks stjerner i Berlingeren.
Stadig norsk, selv om bosat i Malmö: Karl Ove Knausgård udgiver en essaysamling, Sjælens Amerika (13.2). Den norske udgave blev allerede 27. oktober 2013 omtalt af Jes Stein Pedersen i Politiken, som bl.a skrev: "En anmeldelse som denne yder ikke retfærdighed til disse mange fremragende tekster, hvoraf mange ville egne sig som diskussionsoplæg både hjemme i stuerne og i litterære saloner" og at "Læst under ét kan Knausgårds essays betragtes som et syvende bind af ’Min kamp’.Flere af dem rummer nøgler til at forstå det halsbrækkende risikable, men formidabelt vellykkede romanprojekt".
Israeleren Amos Oz bliver hvert år nævnt i toppen af feltet til at skulle modtage nobelprisen i litteratur, og den 12. februar kommer endnu en sikkert glimrende samling fortællinger fra hans hånd. I Mellem venner er vi i kibbutzen Yekhat i slutningen af 1950'erne, hvor mennesker med vidt forskellige skæbner og forudsætninger at leve sammen. "Det er historier om kærlighed, drømme, misundelse og længsel - og om ensomhed, på et sted, hvor fælleskabet er dagsordenen, og ingen burde føle sig ensom", skriver Gyldendal.
Den japansk-amerikanske forfatter Julie Otsukas bog Og vi kom over havet (26.2) har vundet en hel del fine priser og været indstillet til endnu flere. Den handler om otte japanske "postordrebrude", der i 1919 ankommer til deres ukendte kommende ægtemænd i San Francisco. De fortæller hver især om ankomsten, bryllupsnatten, om livet det hårde liv i det nye og fremmede land, om kampen for at tilegne sig et nyt sprog og en ny kultur, om deres forhold til ´de hvide´, om fødsler og opfostringen af børn, som ender med at forkaste deres afstamning og deres historie, og om tiden efter den dag i december 1941, hvor de sammen med deres familier udpeges som forrædere og sendes til interneringslejre".    
Så er der lige en smule krimi og spænding tilbage i denne måneds udvalg fra den skønlitterære bogreol. Jeg var ret glad for svenske Amanda Lind og hendes Francys evangelium. Nu kommer så Francys testamente (11.2), hvor den hårdkogte gangsterchef Francy Björnsson endnu engang skal igennem (en sikkert) ret morsom parodi på den svenske femikrimi. Sønnen Adrian gør oprør, mens datteren Belle arrigt prøver at leve op til sin mor. Kartellets tidligere leder - og Francys far - er blevet løsladt, og vil have sin forretning tilbage, med magt om nødvendigt. Alt er ved at falde sammen under hende, og da hun også får konstateret kræft begynder en blodig og intens rejse.
Stadig i det nordiske har vi finnen Marko Leino, der 13.2 får udgivet sin Fælden på dansk. Det ser ud til at være en ret hårdkogt krimi om narko og organiseret kriminalitet fra Finland - en må man sige ret sjælden vare på dansk. Den finske avis Helsingin Sanomat skrev: “Marko Leino har begået et nyt værk, Fælden, der er en af dette års bedste krimier … han skriver sig ind i cremen af landets krimigenre.”

Hvis vi lige løber kort gennem de sidste krimier i udgivelsesrækkefølge, så kommer Blomstermanden af Lars Kjædegaard 4.2 - endnu en Belling og Hvid-historie. Eva Maria Fredensborg kommer med fortsættelsen til Én gang morder. Den hedder Min mund er lukket og kommer 21.2. Mogens Holm (Naboerne fra Bagdad) udgiver endnu en international efterretningsroman Gidsel i Amman (21.2). Svenskeren Varg Gyllander får d. 24.2 sin Fundet på gaden, og Jakob Knudsen kommer med tredie bind om kommissær Swane fra Rigspolitiets drabstaskforce, Resten er tavshed (27.2). Og så slutter den hårdtslående Mark Billingham af d. 28. med Blodets susen.
God fornøjelse...


Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

1 kommentar:

  1. Hold op nogle spændende nyudgivelser, du har fundet frem - der er kommet et par stykker på to-read-listen :-)

    SvarSlet