onsdag den 26. februar 2014

Ny skønlitteratur - marts 2014

Marts måned byder på mange spændende skønlitterære udgivelser fra internationalt kendte forfattere, der ikke (endnu) har vundet den store berømmelse i Danmarks andedam. Men marts er også måneden, hvor krimibranchen for alvor varmer op til krimimessen i Horsens 5. og 6. april.
Men vi starter traditionen tro med månedens vignetomslag, som stammer fra romanen Jeg bekender af den catalanskskrivende forfatter Jaume Cabré. Den handler om den sprænglærde Adrià Ardèvol, der som 60-årig får konstateret Alzheimers, og i et hæsblæsende kapløb med glemslen nedskriver  sine bekendelser, der er stilet til den afdøde Sara - hans livs kærlighed. En efter sigende på flere måder stor roman (600 sider), der kommer 19. marts.
Så kan vi jo passende springe videre til et andet mindretalssprogområde i Spanien og forfatteren Bernado Atxaga, der skriver på baskisk. Han udgiver 28. marts Syv huse i Frankrig, der foregår i junglen ved Congos kyst i 1903. Her går dagene langsomt. Livet er kedeligt, farligt og åndeligt afstumpende, og Belgiens kong Leopold II´s militære udsendinge fordriver tiden med at forgribe sig på slaverne, der producerer gummi og fælder mahognitræer. The Independent skrev, at det er "en fornøjelig og skræmmende roman af en af Europas bedste romanforfattere. (...) Atxaga er stadig mesteren af kompleks historiefortælling fortalt med bedragerisk enkelhed".
Stadig i Afrika, nærmere bestemt Rwanda, ligger Nilens Vor Frue, kostskole for elitens døtre. Målet er at blive godt gift. Vi følger en gruppe piger i skolens afgangsklasse. De fleste er hutuer. Tutsier får kun adgang til skolen på grund af kvoten: 10 % af eleverne skal ifølge loven være tutsier. De ydmyges og mistænkeliggøres fra første dag. Det trapper op, og da skoleåret er omme, er situationen ude af kontrol. Præludium for folkemordet. Rwandiske Scholastique Mukasonga, der selv er tutsi, får udgivet Nilens Vor Frue 6. marts.
Den engelsksprogede litteratur er også godt repræsenteret på dansk i marts. Det starter d. 4. marts, når Karl Taro Greenfeld får udgivet sin Triburbia. Når børnene er fulgt i privatskole, mødes seks fædre hver dag på den lokale kaffebar i Tribeca-bydelen i New York. Vi følger deres tilfældige og umage venskab, deres koner, børn og elskerinder, mens et portræt tegner sig af en bydel, der forandrer sig i takt med at nedlagte industribygninger og loftsrum bliver til fashionable lejligheder, og huspriserne stiger og stiger. Forfatteren er blevet sammenlignet med Jeffery Eugenides, Jonathan Franzen og Tom Rachman, og det lover jo godt.
Et noget andet amerikansk kollektivportræt er der i Jaimy GordonLord of Misrule (15.3). Romanen der tog den fornemme amerikanske romanpris National Book Award i 2010, følger fem personer igennem et år og fire løb på en en lille hestevæddeløbsbane i West Virginia. Bogen handler om hverdagen på banen, hvor livet er hårdt og råt, og hvor trænere, jockeys, staldfolk, lånehajer, småforbrydere og lykkeriddere forsøger at hutle sig igennem i håbet om, at næste løb vil være vendepunktet.
Den 18. er det så briten Howard Jacobson, der får sin Bookerprisvinder fra Finklerspørgsmålet udgivet. Det skulle være en humoristisk og intelligent roman om tre mænds venskab, tro og vildfarelser i livet. Julian Treslove lever livet i forventning om den næstestore tragedie og eller kærlighed. Julians bedste ven Sam Finkler er jøde, filosof og halvkendis med eget filosofi-tv-program og storsælgende forfatter af filosofiske selvhjælpsbøger. De to gamle venner ses jævnligt deres gamle lærer, den tjekkiske jøde Libor Sevcik, der har en fortid som Hollywood-sladderspaltist fra dengang det var Greta Garbo og Marilyn Monroe der blev skrevet om.
2010
En anden brite, der dog måtte nøjes med at være nomineret til Bookerprisen i 2011, er A.D. Miller. Han var nomineret for sin roman fra Moskva, Vintergæk, der kommer 31. marts. Titlen kommer fra det russiske udtryk for de mange lig, der kommer til syne, når vinterens tunge snedække smelter væk. De fleste er drukkenbolte og hjemløse, men ikke få er mordofre, gemt i snedriverne af deres morder. Nick er en advokat i overhalingsbanen, og han har en tilståelse om den smukke og gådefulde Masha og om det farlige og vanedannende liv på kanten i Moskva. "Vintergæk angriber alle dine sanser med sin kraft og uhygge. Og den efterlader dog målløs og ´hooked´", skrev The Telegraph.
Ligeledes 31. marts kommer amerikanske Donald Ray Pollock med sinDjævelen uafbrudt om low life-mennesker, man meget nødigt ville møde i virkeligheden, mennesker, der blander ren ondskab og fanatisk religiøsitet sammen i en kvalmende cocktail. Den udspiller sig i den mørkeste amerikanske udkant i tiden lige efter 2. verdenskrig og frem til 1960-erne, og den rummer i følge forlaget "et persongalleri, man sent vil glemme".

En sidste rundtur i Verden før marts' forholdsvis store krimi- og spændingsafdeling: Tyskeren Simon Urban har stillet sig selv spørgsmålene: Hvad nu, hvis DDR alligevel ikke var gået under? Hvad nu, hvis den tyske genforening aldrig havde fundet sted? Det er de kommet romanen Plan D ud af. Vi er i Østberlin, året er 2011. Muren står fortsat, men nu står DDR på randen af sammenbrud. Pengene staten har tjent på gasdistributionen østfra er brugt, og et gråt og nedslidt Øst-Berlin er ved at bukke under af forureningen. Socialismens sidste håb er de planlagte økonomiske forhandlinger med Vesttysklands kansler Oskar Lafontaine. Da en tidligere rådgiver for DDR bliver fundet hængt i skoven, og alle spor peger mod STASI og den politiske ledelse, ser det for alvor mere mørkt ud for Østtyskland end nogensinde.
Islandske Sjón får 28. marts sin Månesten på gaden. Her finder handlingen sted i 1918, det år hvor Island blev selvstændigt og hvor den spanske syge gjorde det af med mange hundrede indbyggere i Reykjavik. Hovedpersonen, den 16-årige Mani Steinn, er en outsider: ordblind og bøsse. I det marginaliserede liv han lever, bliver film - især franske vampyrfilm - en slags livline for ham. Deres mørke, fremmede skyggeverden tilbyder ham den virkelighed han så desperat længes efter.
Franske Joël Dicker har skrevet Sandheden om Harry Quebert-sagen, som kommer for dagens lys 21.marts. I den verdensberømte forfatter Harry Queberts have i lillebyidyllen Aurora findes der en dag et lig. Det viser sig at være resterne af en ung pige, Nola Kellergan, der på mystisk vis forsvandt 33 år tidligere. Sammen med liget finder man en lædertaske, som indeholder originalmanuskriptet til den roman, der gjorde Harry Quebert verdensberømt. Da politiet - og pressen - opdager, at forfatteren havde et forhold til den dengang kun 15-årige Nola, præstens datter, er skandalen fuldkommen. Amerikas store forfatter bliver fængslet, anklaget for mord.
Argentinsk forside
Argentineren Patricio Pron har med Mine fædres spøgelse kravler i regnen (30.3) skrevet en historie om nn ung journalist, der må forlade sit liv i Tyskland og tage hjem til Argentina, da hans far bliver syg. Hjemme kommer han på sporet af sin fars fortid som aktiv i modstandsbevægelsen under Argentinas brutale diktatur i halvfjerdserne. Han finder ud af ting om sin far, som han aldrig har kendt til.En ifølge forlaget "uhyggeligt spændende fortælling om at få en fortid, som man ikke troede vedkom en, på meget tæt hold".
Så er der månedens eneste dansker i afdelingen for "almindelig" skønlitteratur, nemlig Jeppe Krogsgaard Christensen, der 6. marts udgiver novellesamlingen Åben himmel. Det er et københavnerportræt, der består af seksten sammenvævede historier fra dagene omkring det store skybrud i 2011. Hovedpersonen i den ene historie er biperson i en anden, og de samme episoder går igen, set fra forskellige vinkler. Her er Nikolaj, som er flyttet ud på Fugleøen i Sortedams Sø. Den senile kunstner Inger, som kun maler med hvidt i atelieret på Brøndsteds Allé. Jørn, som bygger Noas ark i sin kælder i Abel Cathrines Gade. Taxachaufføren Navid, som kender alle gader, veje og pladser, men ikke en sjæl.
Jo Nesbø får æren af åbne krimi- & spændingsafdelingen med sin nye Sønnen, og Harry Hole får lov at hvile lidt på laurbærrene i denne omgang. Harry Hole får lov at hvile lidt på laurbærrene i denne omgang. I oktober skrev Kultur-caféen om Sønnen: "Bogens hovedperson er en narkoman, der har siddet i fængsel i 18 år, for noget han ikke har begået. Han soner en forbrydelse, nogle andre har begået, mod at de til gengæld holder ham forsynet med dope. Men en dag sker der noget ... afslører en hemmelighedsfuld Jo Nesbø til norske VG". Sønnen kommer 21. marts.
Hjemme i Danmark får den tidligere operative chef i PET Frank Jensen mulighed for at vise med sin Som et blik fra helvede (24.3), at tidligere politibosser faktisk er i stand til at skrive god spændingslitteratur... Et terrorangreb bliver gennemført i London, og et lignende i København synes under opsejling, og flere af PETs agenter i terrormiljøet bliver pludselig fundet likvideret. Det trækker op til noget voldsomt, og både CIA, den tyske og engelske efterretningstjeneste bliver involveret i efterforskningen. Men ligesom PET får informationer fra deres meddelere, synes der også hele tiden at sive informationer den anden vej.
Svenskeren Jørn Lier Horst og hans Jagthundene vandt i 2012 Glasnøglen for bedste nordiske krimi. Den kommer 27.3 og handler om William Wisting, der var efterforskningsleder på en af landets mest medieomtalte straffesager, da den unge Cecilia Linde blev fundet myrdet. Nu, 17 år senere, er det kommet for dagen, at beviserne der fældede gerningsmanden var falske. Wisting bliver suspenderet, under mistanke for at have forfalsket bevismaterialet og medierne lugter blod.
Peruviansk forside
Den sidste bog til selvstændig omtale er peruvianske Santiago Roncagliolo og hans Rød april (28.3). Distriktsanklageren Félix Chacaltana Saldívar i den peruvianske by Ayacucho står alene med sin interesse for et mord, hvor en person er brændt til ukendelighed med et kors skåret i panden. Hverken det peruanske retsvæsen eller militær vil høre på ham, slet ikke da han får mistanke om, at guerrillaorganisationen Den Lysende Sti måske er genopstået. For endnu et blakket præsidentvalg nærmer sig, og Den Lysende Sti er officielt nedkæmpet...
Til sidst i udgivelsesrækkefølge en række nye krimier i allerede eksisterende serier: Linda Castillo Bryd tavsheden (12.3), Michael Connelly Magtspillerne (15.3), Dror Mishani Mistanke om vold (17.3), Liad Shoham Asyl (19.3), Lotte & Søren Hammer Den sindssyge polak (24.3) og Leif G.W. Persson Sandheden om Pinocchios næse (25.3).

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar