fredag den 27. december 2013

Laurent Benet: HhhH (Himmlers hjerne hedder Heydrich), 2013

Den franske forfatter Laurent Binet fik i 2010 den højeste franske ltterære pris Prix Goncourt for sin noget usædvanlige roman om mordet i Prag i 1942 på den tyske Rigsprotektor i Tjekkiet og nr. 2 i det tyske SS-hierarki Reinhard Heydrich - med god grund kaldt "det blonde bestie" af tilsyneladende både tilhængere og fjender. Og når jeg skriver "noget usædvanlige roman", er det, fordi Binet i høj grad lader overvejelserne om sin egen skriveproces indgå som et stort element i bogen, noget der er ret spændende men som gik hen og blev noget irriterende for min læselyst til tider...
To mænd, tjekken Jan Kubis og slovakken Jozef Gabzik, får i 1941 til opgave at likvidere den frygtede Reinhard Heydrich, som har den uindskrænkede magt i protektoratet Tjekkiet efter indlemmelsen i Tyskland i marts 1939. Man følger i krydsklip de to og Heydrich frem til det attentat, der den 27. maj 1942 sårer Heydrich og forårsager hans død. 
Desuden skriver Laurent Binet om sin fascination af figuren Heydrich og af sine to helte og om de overvejelser, han gør sig om at fremstille historiske personer i fiktionsform. Det er somme tider interessant men bliver også temmelig anstrengende at læse om, da det bestemt ikke er alle forfatterens overvejelser, der er lige vedkommende - især ikke efterhånden som de samme overvejelser også nogle gange bliver gentaget. Jeg er ret sikker på at Binet fik Goncourtprisen for netop de overvejelser, men mig virkede det i stigende grad forstyrrende for den ellers gode og spændende historie bag likvideringen af en af Nazitysklands mest frygtede mænd. Jeg ville sådan set godt læse hans tanker om sin skriveproces men ville nok have foretrukket at læse det i en selvstændig tekst, så begge dele af bogen havde stået mere uforstyrret.
**1/2  
(Tiderne Skifter, 304 sider. Udgivet 20. november 2013. Oversat af Lars Bonnevie fra fransk: HHhH, 2010)
Lån bogen på bibliotek.dk


1 kommentar:

  1. Nøjagtig min oplevelse! Historien er god, men man bliver edderspændt af alle de irriterende overvejelser om Heydrich nu i virkeligheden havde sagt dit eller dat og måske noget helt tredje og måske et helt andet sted og måske i et rum med andre farver på væggene. En redaktør burde have været inde over den pseudofilosofiske strøm af sidebemærkninger, der giver mindelser om franske film, når de er værst

    SvarSlet