fredag den 16. april 2010

Peter Carey: Den illegale, 2010

Børn af de såkaldte 68'ere er et af de "store" litterære temaer i de sidste år, men det er nok den ældste forfatter (f. 1943), som jeg har set skrive en bog om dem. Og det er måske heller ikke så meget 7-årige Che bogen egentlig handler om, når det kommer til stykket. Det er nok i højere grad Careys egen generation af verdensfjerne og alligevel på mange måder småtskårne hippier, som han har villet tage livtag med.
Men det bliver ikke rigtig "nogens" historie. Che og Dial virker begge så flagrede i mine læsebriller, så man aldrig rigtig tror på nogen af dem som levende mennesker. Dertil kommer, at selve historien er så usandsynlig, at Carey ikke får mig til at tro på den, selv om jeg forsøgte at sætte mig ud over "sandsynlighedskriteriet".
Det virker lidt som om, at Carey ikke har kunnet holde fingrene fra tasterne i en ferie, men heller ikke som han rigtig har gidet planlægge sit plot og sine personer. Det er under alle omstændigheder den dårligste bog af Peter Carey, som jeg har læst.
**
(Originaltitel: His illegal self, 2008)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar