mandag den 5. april 2010

Robert Crumb: Verdens skabelse, 2009

Som om der ikke er nok saft og kraft i 1. mosebog i forvejen! Af alle tegnere har Robert Crumb lavet en tegneserieversion af bogen - med tekst fra den autoriserede danske oversættelse fra 1992. Så nu er der også umiddelbar visuel saft og kraft. Det er absolut ikke fordi han har lavet en frækkere eller blodigere udgave af Bibelen, men har simpelthen sat billeder på Bibelens ord.
Det er svært ikke at sammenligne med den nok bedst kendte bibelillustrator Gustave Doré, når man ser Crumbs meget detaljerede tegninger. Det er tydeligt at se inspirationen fra Doré - det stål- eller kobberstiksagtige - men der er alligevel sket meget i hvad man kan tillade sig med Bibelen på 150 år.
Det er et flot projekt, og der er godtnok både saft og kraft og blod, sved, sæd og tårer i Crumbs udgave. Og det er både flotte og smukke tegninger, han disker op med.
For snart 30 år siden læste jeg Crumbs "Fritz the Cat", sikkert efter at have røget "et eller andet", og der havde jeg ikke regnet med, at det var en teksttro 1. mosebog, som jeg engang ville komme til at læse fra Crumbs hånd...
(Originaltitel: The book of Genesis, 2009)
****

Ingen kommentarer:

Send en kommentar