Lars Kepler: Paganinikontrakten, 2011

Da jeg anmeldte Lars Keplers første bog i serien om Kriminalkommissær Joona Linna Hypnotisøren, skrev jeg, at Joona virkede som en slags Tintin, en hovedperson som hele handlingen foregår udenom. Det er bestemt ikke tilfældet her i Paganinikontrakten, hvor han i høj grad i fokus. Jeg har langt mere fornemmelse af ham i denne bog - og han er en god figur.
Bogen indledes med to dødsfald: En ung kvinde findes sides i en seng på en båd i Skærgården. Hun er druknet i Skærgårdens brakvand, men er helt tør og uden spor af vand på kroppen. Og den svenske stats tilsynsførende for våbeneksport findes hængt i sin lejlighed - tilsyneladende selvmord. Men Joona Linna synes , der er noget der lugter - og mon ikke der så er noget om det....
Det er knaldhamrende spændende, det er lejlighedsvis blændende godt skrevet og nogle gange endda meget slagfærdigt og morsomt. Jeg har flere gange hørt og læst, at Paganinikontrakten skulle være 100-200 for lang. Jeg er helt uenig. Den kan absolut bære sine sider, og jeg synes ikke, at der har været grund til at stramme historien. Den er stram nok som den er.
En biting kunne dog godt irritere mig , og det var afhøringer af især vidner, der altid førte til nøgleoplysninger - enten pga. samarbejdsvilje eller pga. det modsatte, hvorved folk fik sagt laaangt mere, end de netop ikke ville. Ikke nogen afhøringer, der bare ikke førte til noget. Men - biting.
Glimrende krimi og bedre end Lars Keplers Hypnotisøren, som absolut heller ikke var nogen dårlig bog. Jeg glæder mig til nye eventyr med Joona Linna. Måtte de være ligeså gode og spændende!

(Gyldendal, 582 sider. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra svensk: Paganinikontraktet, 2010. Lars Kepler er pseudonym for Alexandra Coelho Ahndoril & Alexander Ahndoril))