Arnaldur Indriðason: Nedkøling, 2011

Endnu en af Arnaldur Indriðasons solide islandske krimier om sin tungsindige kommissær Erlendur Sveinsson og hans fornemmelse for, at noget ikke er som det skal være i en sag. Denne gang et oplagt selvmord, som Erlendur finder lidt uldent, ikke mindst i lyset af ofrets fars druknedød en menneskealder tidligere, og som han endda får kædet sammen i sin egen uofficielle efterforskning med ligeså gamle forsvindingssager, som er forblevet uopklarede. Køber man den præmis (og det kan måske kræve lidt), ligger der en rigtig god bog foran én.
Erlendurs drivkraft er den, som man flere gange har mødt i bøgerne om ham, nemlig hans brors forsvinding som tiårig i en snestorm på fjeldet Harðskafi, som også er bogens islandske originaltitel. Erlendur har siden været besat af forsvindingssager, hvortil han også regner selvmord. Det er med andre ord meget hans egne spøgelser, han jager i disse sager.
Noget, der er specielt ved Nedkøling, og som gør, at den er en af mine favoritter i serien, er, at Erlendur er så meget i fokus med sin egen baggrundshistorie, som kædes flot sammen med selve plottet. Det er denne gang ikke en politiroman men en mands egen jagt på sandheder - også om sig selv. Og det er en jagt, han denne gang er helt alene om. Det er også en bog om spiritisme, som Erlendur forkaster men alligevel mellem linjerne fascineres af - og man kan mærke, at forfatteren har den samme kritiske holdning men også tiltrækning.
Absolut en af de bedste Erlendur Sveinsson-bøger på dansk for mig. Som sædvanlig rigtig godt håndværk og god litteratur. Men jeg er utilfreds med titlen Nedkøling. Originaltitlen Harðskafi siger mere om Erlendurs indre dæmoner, og det medicinske begreb Hypotermi, som bogen kaldes på engelsk, er mere præcis for indholdet i historien end ordet nedkøling - uden at jeg skal afsløre mere her....
(Rosinante. 296 sider. Oversat af Kim Lembek fra islandsk: Harðskafi, 2007)