Historien fortælles af fjortenårige Emilie, der sammen med sin lillebror Jacob er flyttet far København til Sydsjælland efter forældrenes skilsmisse. En aften lusker en ung fyr rundt i deres have og kigger ind ad vinduerne, og det ender med at moren slår ham ned med et boldtræ. Det viser sig, at han tidligere har boet i huset med sine nu afdøde forældre og bare ville se, hvordan haven trivedes. Familien tager ham til sig og får ham som havemand og en del af familien - hvor både mor og datter også får eller tager andre ydelser fra Anders, som han hedder. Men er der ikke noget lusk alligevel...?
Jeg er mere eller mindre der, hvor jeg tænker, at stort set alt kunne have været gjort bedre af Erling Jepsen end dette. Historien er absurd, men det er så også det. Gotikken er halvhjertet, humoren er manglende undtagen i glimt, og jeg tror simpelthen ikke på hovedpersonen Emilies måde at fortælle på. Det kan være jeg undervurderer fjortenåriges sprogbrug, men der er ofte ord og vendinger, som jeg ikke tror, at Emilie ville brug- de er simpelthen for gammeldags. Og selve historien er og bliver for langt ude. Urealisme kan være rigtig godt, men den fungerer bare ikke her.
Det bedste i bogen er skilsmissehistorien med de følelser, som Jacob, Emilie og forældrene lægger for dagen, men indpakningen i halvgotik virker unødvendig. Når jeg sidder de sidste hundrede sider og bare venter på, at bogen er slut, selv om det er der, der kommer knald på for alvor - så er det nok et tegn på, at bogen ikke fungerer for mig. Det bliver mere plat end morsomt, desværre!
Og jeg ved, at Jepsen kan: Både Kunsten at græde i kor, Med venlig deltagelse og Frygtelig lykkelig slugte jeg alle med stor fornøjelse! Men i dette tilfælde: Øv.
   |
Det er svært nok at gøre mindre børn troværdige, og med mindre man er absolut sikker (eller har en fjortenårig betalæser), skal man bestemt ikke kaste sig ud i en teenage-fortæller.
SvarSletNogle forfattere kan jo slippe heldigt (eller dygtigt måske?) fra hvad som helst, men en af mine yndlings-aversioner er forfattere som frejdigt fortæller om børn på 8-10 år, som når voksne til taljen. Når man (enhver forælder med hukommelse for den slags) nu ved, at et to-års barn er ca halvt så høj som en voksen...
Du har fuldstændig ret! Når det ikke lykkes, kan det være en i gang imellem næsten pinefuld oplevelse. Når det til gengæld lykkes, kan det være en oplevelse (Roy Jacobsens "Vidunderbarn" til eksempel).
SvarSletMen selv i de gode tilfælde er det svært ikke at gøre børnene mere modne og livskloge end i virkeligheden.