Så er der to ugers ferie foran os - og senere en uge til. Og den aktuelle boghylde begynder efterhånden at sprænges! For min høstsæson er allerede startet - og menuen ser foreløbig sådan ud:
Senere i eftermiddag tager Fruen og jeg til Ballerups sydlige himmelstrøg bevæbnet med checks for i alt 145.000 kr., for ar købe en kolonihave med hus, håndklæder og hækkesaks (alt inkl.). Derfor må biblioteket undvære nogle af deres mere generelle havebøger, men det bliver nok ikke dem, som senere vil blive anmeldt her på Bogbrokken.
Der skal vi nok over i den rigtige og mere uforpligtende sommerferielekture, hvor jeg kan nævne de to Mickey Spillane-bøger, som jeg købte antikvarisk på Krimimessen i Horsens, I en ensom nat og Mike Hammer hævner. Andre ventende krimier er Camilla Grebe & Åsa Träffs Sort angst og Glasnøglevinderen Leif G.W. Perssons Den døende detektiv. Også blandt den mere uforpligtende del af sommerlæsningen, men i den mere humørfyldte del, skal Magnus Mills stå for med sin Sjak nr. 3, og så skal jeg altså lige se om der skulle være endnu en P.G. Wodehousebog på biblioteket. Han er efterhånden sommerferietradition for mig.
Af helt nye bøger er der lige i øjeblikket Grumme historier af Mathilde Walter Clark, Scener fra en landsby af Amos Oz, Den givne dag af Dennis Lehane, Corpus delicti af Juli Zeh og Naturlige mangler af Thomas Pynchon, der venter i reolen. På tegneseriefronten venter Safe area Gorazde og Footnotes in Gaza af Joe Sacco, Liebe schaut weg af Line Hoven og Big Baby af Charles Burns.
Og så er der opsamlingen af bøger, som har stået på venteliste i kortere og længere tid, så der er rigeligt at tage af: Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad, Dy Plambeck: Texas' rose, Espen Haavardsholm: Drengen på pasbilledet, Lone Hørslev: Naturlige fjender og Juan Carlos Onetti: Ligsamler.
Og PS: Ret til ændringer ikke bare forbeholdes - men regnes helt bestemt med!
30.6: Jeg tror P.G. Wodehouse i år bliver afløst af nogle kolde skrøner af Jørn Riel. Jeg har i hvert fald lånt Den kolde jomfru og andre skrøner af ham. Men måske kommer Wodehouse til senere... Og så er Hanne Richardt Beck og hendes nye bog, 7 sydøst, også blevet repræsenteret.
Murakami Haruki profile
4 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar