Yahya Hassan: Yahya Hassan, 2013

Det her er en af de sjældne gange, hvor jeg ville have ønsket, at jeg havde læst en bog uden at have hørt og set al den omtale, som værket har ført med sig! For her en måned efter udgivelsen har "alle" en mening om i hvert fald forfatteren og debatten om bogen - om den er blevet læst eller ej. Det er endda gået så vidt, at forfatteren, den attenårige Yahya Hassan, har opnået noget ingen dansk digter nogensinde har kunnet gøre sig ambitioner om, nemlig at få et oplæsnings- og debatarrangement om sig selv og sine tekster ophøjet til at blive sendt direkte i på en TV-nyhedskanal i den bedste sendetid - og endda være årsag til et flyforbud over Odense. Kan man næsten nå højere i dansk litteratur?....
Nå, hvor om alting er, så har jeg nu selv omsider læst Yahya Hassans bog, som meget passende bærer forfatterens eget navn som titel. Og det var en rå og meget anderledes oplevelse. Jeg har i hvert fald aldrig læst nogle tekster, der løb linen så langt ud på den specielle måde. Der bliver i den grad taget fra forfatterens egen hovedstol, så selv Knausgaard kommer til at virke som et lightprodukt. Og det ind i anden verden med en kraft, der helt tog pusten fra mig, pæne menneske - og fik mig til at føle, at her er det altså farligt.
Yahya Hassan er et helt specielt talent, ikke bare pga sine evner som skribent men også pga sin turbulente baggrund. Om det så bliver en decideret forfatterkarriere for ham, er jeg spændt på. Jeg håber i hvert fald, at der er meget mere og andet i ham til gode, om det så fortsætter i forfatterskab eller ej. Jeg er i hvert fald helt sikker på, vi kommer til at tage stilling til det han laver i årene fremover, hvad det så end er.
Det her er i højere grad blevet til nogle få strøtanker end en egentlig anmeldelse af Yahya Hassans digte. For også jeg er viklet alt for meget ind i mediespindet lige nu til at kunne vurdere for mig selv. Men jeg er hundrede procent sikker på, at jeg skal vil læse hans digte igen senere - og så med større egetproduceret læseudbytte. Men for Yahya Hassans mod, talent, vilje og ikke mindst kraft skal der alligevel gives en stjernebedømelse:

(Gyldendal, 169 sider. Udgivet 17. oktober 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon.), Jyllands-Posten, (abon.)

Barbara Demick: I ly af mørket - nordkoreanske skæbner, 2013

I de sidste år er kommet flere gode bøger, også på dansk, om forhold i verdens mest lukkede land, Nordkorea. I 2012 var det den fremragende absurdsatiriske og pulitzerprisvindende roman De stjålne liv af amerikaneren Adam Johnson, der kom næsten samtidig med Blaine Hardens biografi Flugten fra Camp 14 om den unge mand Shin Donghyuk, der voksede op i og som den eneste nogensinde lykkedes at flygte fra det nordkoreanske gulagsystem. Og fornylig er dansk-italieneren Maria Giacobbes lille erindringsbog En europæer ved den stor Kims hof også blevet udgivet
Men her er det den amerikanske journalist Barbara Demick, der har fået oversat sin bog fra 2009 Nothing to Envy om dagligliv i og flugt fra 90'ernes og 00'ernes hungersnødsramte Nordkorea. Hun har interviewet seks personer, som alle har det til fælles, at de er stammer fra Nordkoreas næststørste by Chongjin i den nordøstligste del af landet - og at det alle er lykkedes dem at flygte.
Det er et rystende billede, som de interviewede giver af det Nordkorea, som de flygtede fra. De er alle seks flygtet omkring år 2000, hvor økonomisk sammenbrud og hungerkatastrofen havde hærget landet i en årrække. For at tage et enkelt billede: Chongjin er stort set uden træer. Ikke alene blev træet brugt til brændsel, da først centralvarme og derefter kulforsyningerne stoppede, men inden da skrællede folk barken af for dog at have noget at spise. Alle har familie, som er sultet ihjel, og læreren Mi-ran oplevede, at i løbet af nogle få år var der kun femten af hendes halvtreds elever i skole - resten var døde eller for afkræftede til at møde op.
Bogen giver et unikt billede af livet i Chongjin i 1990'erne. Ikke bare i den katastrofale situation men også i alle aspekter af det daglige liv med de muligheder og især begrænsninger, som styret tilbyder. Demick er en god guide ind i de forskellige personers liv og uddyber de mere samfundsmæssige omstændigheder fantastisk flot gennem bogen. Man kan nogle gange mærke, at bogen primært har været rettet mod et amerikansk publikum, bl.a. kommer der et lidt forarget udfald mod at det er staten og ikke Gud, der står for ægteskabsinstitutionen i Nordkorea.
Meget, meget interessant og rystende indblik i et Nordkorea, som (igen) viser sig ikke at bestå af dresserede robotter men af rigtigt levende mennesker i et mareridt af et samfund.
 
(Kristeligt Dagblads Forlag, 369 sider. Udgivet 4. oktober 2013. Oversat af Birger Petterson fra amerikansk: Nothing to Envy, 2009)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, Kristeligt Dagblad (abon), Jyllands-Posten (abon)
Se interview fra Kristeligt Dagblad med Barbara Demick på Youtube om Nordkorea (4 min. 21 sek.)

Fredrik Backman: En mand der hedder Ove, 2013

En gang imellem får man fat i en bog, som man tror lige skal være en parentes mellem de gode bøger man ellers læser. Og så kan de helt store overraskelser komme. Jeg har i hvert fald eftertrykkeligt lukket En mand der hedder Ove ind de sidste par dage, selv om han i den grad tilsyneladende har alle odds imod sig - en gnaven, mistroisk, kolerisk og rethaverisk stivstikker af allerværste skuffe, hvis helligste opgave er at kontrollere alt og alle.
Ove er nioghalvtreds, er blevet enkemand for et halvt års sid siden og er netop blevet "afviklet" fra sin arbejdsplads på den mandag, hvor bogen starter. Egentlig har han denne dag tænkt sig at tage sit eget liv, men den omverden, som aldrig har kunnet lade ham i fred, kan heller ikke nu, hvor han har allermest brug for det, bare tage at holde sig væk. Det starter altsammen med en baglænsparkering med trailer...
En mand der hedder Ove kunne være gået hen og udelukkende blevet en skønlitterær samling af skænderier og brokker à la Håndbog for halvgamle mænd, hvis ikke forfatteren Fredrik Backman havde valgt at udstyre Ove med dybde. Hans afgrundsdybe kærlighed til og sorg over sin afdøde kone, der var farverne i hans liv, men også den regelrethed, som også ud over de mere petitesseagtige tiltag, har en indbygget retfærdighedssans, som Ove handler efter. Både disse ting og en hel del andre gør, at man kommer til at holde rigtig meget af den gamle krakiler, selv om man nok ikke ville stå igennem to dage alene i sommerhus med ham...
Hvis jeg skal gætte, så grinte, klukkede, fniste eller havde lignende udbrud mindst halvtreds gange i løbet af bogen (læg smilene oven i) - men jeg kunne også mærke tårer presse sig på mindst en halv snes gange. For En mand der hedder Ove har masser både de nærmest sketchagtige brokke- og skænderiscener, men også meget rørende scener i tilbageblik eller i Ove enetaler til sin Sonja, når han besøger graven.
Helt sikkert en af dette efterårs store positive overraskelser for mig, som ikke bare kan anbefales til andre rørstrømske fnisehoveder som jeg selv - men til alle der tror på, at der findes gode historier i ethvert menneske. Bogen har solgt 400.000 eksemplarer i Sverige - denne gang har de ikke taget fejl!

(People's Press, 357 sider. Udgivet 26. september 2013. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild fra svensk: En man som heter Ove, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten

Christian Kracht: Imperium, 2013

Hans Scherfig ville have elsket at have den tyske nudist og veganer August Engelhardt (1875-1919) med i sin Idealister fra 1944. og nok havde bogtrykker Damaskus i Scherfigs bog nogen af de samme grundideer, men hvis han havde brugt Engelhardt direkte, ville hans bog nok være blevet stemplet som for langt ude. For August Engelhardt var langt ude - i mere end én forstand.
Schweizeren Christian Kracht vovet forsøget og skrevet den biografiske roman om August Engelhardt, der også i virkeligheden i begyndelsen af forrige århundrede efter hjemlige ydmygelser tog fra Tyskland til Ny Pommern i Tysk Ny Guinea (det nuværende Papua Ny Guinea), hvor han købte øen Kobakon for at dyrke sine nærmest afgudslignende ideer om kokosnødden og dens egenskaber - med efterhånden mere omsiggribende mangelssygdomme til følge, og egentlig psykiatrisk sindsyge som ikke bare kunne tilskrives hans temmelig forskruede ideer.
Lyder dette lattervækkende og vanvittigt. Ja, det gør det, men i Tyskland var der få år efter en anden ynkelig og latterlig idealist, der nævnes i et afsnit (s. 71), der handler om Münchens Feldherrnhalle:
"Bare vent nogle år, så bliver det også dens tur til at spille en hovedrolle i det store formørkelsesteater. Eftertrykkeligt udsmykket med det indiske solkors vil en lille vegetar med en absurd sort tandbørste under næsen da gå de tre-fire trin op til scenen ... ak, lad os nu bare se tiden an, indtil den dystert begynder i æolisk mol, tyskernes dødssymfoni".
Dette og et par andre afsnit af lignende korte længde får beretningen om den latterlige kokosæder Engelhardt og hans klan hævet op til at blive noget mere og andet end en anekdote, en historie om det skæbnesvangre ved fanatisme af enhver art og på ethvert plan.
Imperium er både vældig underholdende med sin historie og sin ironi. Den er meget velskrevet men også meget tysk i sine sætningsbygninger, så det gælder ofte om at holde tungen lige i munden og huske hvordan en sætning startede fem linier længere oppe - før de indskudte sætninger.
Både morsom og også temmelig uhyggelig bog. Den kan absolut anbefales - en historie som man husker.
 
(Rosenkilde & Bahnhof, 219 sider. Udgivet 27. august 2013. Oversat af Henning Goldbæk fra tysk: Imperium, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken

Mikal Hem: Måske kan jeg blive diktator, 2013

Ligesom mange andre er jeg både fascineret og frastødt af diktatorer og deres ofte absurde fremfærd her på jorden. Det har jeg til fælles med den fyrreårige norske filosof og journalist Mikal Hem, der siden 2010 har drevet den populære blog Diktatornytt med nyheder fra jordklodens diktaturer. I 2012 udgav han i Norge bogen Kanskje jeg kan bli diktator, som blev udgivet på dansk i maj 2013 under titlen Måske kan jeg blive diktator.
Bogen er opbygget som en vejledning i ti kapitler i, hvad man skal huske, hvis man selv vil springe ud som despot, hvordan man opbygger sin magt - og hvordan man holder sig ved magten. Dog har det sidste kapitel titlen Kom væk i tide. I samtlige kapitler under overskrifter som bl.a. At lade sig dyrke, Hvordan man bliver rig, Knep løs, Hold stilen og Del goderne (med dine nærmeste) er der generelle råd og anvisninger, godt krydret med eksempler fra diktaturer og diktatorer. Udover de gammelkendte diktaturer som de afrikanske, syd- og mellemamerikanske og ikke mindst det nordkoreanske, er de "nye" diktaturer i de gamle sovjetstater godt repræsenteret i det, der nærmest bliver til en absurd og ofte makaber anekdotesamling.
Det er eksemplerne eller anekdoterne, som Måske kan jeg blive diktator er stærk på. Den mere sammenbindende tekst og analyse kan ikke helt finde ud af, at holde sig til udgangspunktet med den satiriske instruktion til læseren med en latent diktator i maven. Satiren bliver nogle gange til sarkasme, og andre gange bliver den helt væk, så den "selvskrevne" del fremtræder ret ujævn.
Men ellers god anekdotisk bog (med en glimrende forside) fra den mærkværdigvis virkelige verden, der sikkert ikke har budt på den sidste absurde, morsomme og samtidig tragiske overraskelse fra det diktatoriske overdrev.

(Klim, 167 sider. Udgivet 24. maj 2013. Oversat af Connie Møller Christensen fra norsk: Kanskje jeg kan bli diktator, 2012)

Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Politiken
Se Mikal Hems blog Diktatornytt med nyt om alverdens diktaturer. (Findes også på Facebook)

Helle Vincentz: Nukaakas kabale, 2013

Kampen om koncessionerne til råstofferne i den grønlandske undergrund er for alvor i gang, og hvad er mere aktuelt og på sin plads at skrive en spændingsroman om emnet. Fint og godt valg af Helle Vincentz, men alt i alt ender hendes bud, Nukaakas kabale, med at blive lidt for tyndbenet og postuleret.
Den dansk-grønlandske chef for det grønlandske råstofdirektorat Nukaaka Nielsen står som centrum i at skulle give Kina koncessionen på at udnytte de "sjældne jordarter" i grønlandske undergrund. Både kineserne og Landstinget presser på for en afgørelse, men samtidig modtager Nukaaka mails med trusler om, hvad der kan ske, hvis afgørelsen falder ud til kinesisk fordel.Hun holder disse mails hemmelige, men da en af hendes nære medarbejdere findes kvalt, går alvoren op for hende. Helle Vincentz' sædvanlige hovedrolleindehaverCaroline Kayser er efter en krise i sit oliefirma taget med sin kæreste Stig til Nuuk, og hun finder sammen med sin gamle studiekammerat Nukaaka for at redde trådene ud.
Nukaakas kabale lægger rigtig godt fra land i en historie om kampen om at få lov til at udnytte det meget aktuelle grønlandske råstofmarked. Nukaaka er en god figur, mens Caroline Kayser virker temmelig påklistret i historien. Det er nærmest som om, hun er med i bogen, fordi hun bare skal være med.
Både Caroline Kaysers påklistrede rolle og plottets skift i fokus fra det internationalt politiske over til det personlige og tilbage igen gør, at Nukaakas kabale kommer til at stå temmelig meget svagere, end starten lægger op til. Forfatteren skule i mine øjne have løbet linen ud og ladet Nukaaka alene tegne sig for hovedrollen i en storpolitisk spændingshistorie uden at blande hverken Caroline eller gamle familieforhold ind. Ærgerligt, for Helle Vincentz havde med emnet og Nukaaka et rigtig godt udgangspunkt for at kunne skrive en vægtig og drønaktuel thriller.
 
(Rosinante, 335 sider. Udgivet 1. november 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Information

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024, 2013

Kaspar Colling Nielsen (KCN) debuterede i 2010 med den temmelig anderledes Mount København med fortællinger fra og omkring det 3500 m høje kunstige bjerg ved Avedøre Holme. Ideen var fremragende, men min begejstring var alligevel til at overse med hensyn til udførelsen.
Nu har KCN så igen kastet sig over den kontrafaktiske historiefortælling og har skrevet en roman om et Danmark, der som følge af finanskrise bliver kastet ud i en seks år lang borgerkrig i 2018. Historien bliver fortalt af den stamcellevedligeholdte 475-årige mand, der i sin ungdom deltog i borgerkrigen på oprørernes side.
Ligesom i Mount København er denne rammehistorie afsæt for en række fortællinger, der i større eller mindre grad har afsæt i den tænkte borgerkrig, men der var flere gange, hvor jeg tænkte på, hvorfor bestemte fortællinger overhovedet var med. Det er stort set meget fine og temmelig absurde afledte historier men sammenhængen med hovedhistorien er ikke altid klar.
Trods det er Den danske borgerkrig 2018-2024 lykkedes bedre end Mount København, men der er stadig for spredt fægtning på for mange planer, til at bogen hænger helt sammen for mig. KCN skal have stor ros, både for sine ideer og for at skabe nogle bøger, der, selv om de ikke er helstøbte, er så billedskabende, at man bestemt ikke glemmer dem igen.

(Gyldendal, 222 sider. Udgivet 10. oktober 2013)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken, Information, Berlingske og Jyllands-Posten

Robert Galbraith: Gøgens kalden, 2013

I London bliver den unge, nyforlovede og nytilflyttede sekretær Robin Ellacott af sit vikarbureau sendt hen til den noget aparte privatdetektiv Cormoran Strike som afløser for den vikar, som han fyrede ugen før. Akut økonomisk og kærlighedsmæssig ruin truer den benamputerede detektiv, men samtidig med ruinen får han til opgave at finde ud af, hvad der egentlig førte til en berømt fotomodels fald fra balkonen i sin luksuslejlighed. Broderen til modellen er sikker på, at der ikke var tale om det selvmord, som politiet konkluderede. Og nu begiver Robin og Carmoran sig ind i en jetset-verden, der ligger fjernt fra dem begge på trods af Cormoran Strike's baggrund som søn af en berømt rockstjerne
Det er hele vejen igennem - men især til at starte med - en fryd at læse krimien Gøgens kalden af Robert Galbraith. For det er en opvisning i fortælleglæde og skrivetalent. Personer og miljøer er skarpt ramt med fin satirisk brod, dialogerne sidder i skabet, og både hoved- og sideplots er glimrende. Tak til den der afslørede eller lækkede, at bogens egentlige forfatter er Joanne K. Rowling (Mama Potter) - ellers havde vi nok aldrig set bogen på dansk...
Rowling/Galbraith kan sine kneb fortælleteknisk. Jeg havde lyst til at læse mange passager højt undervejs men har valgt det lille kapitel ud, hvor Robin har haft sit første halvskænderi under aftensmaden med den småjaloux forlovede Matthew. Forfatteren sætter effektivt stemningen i det lille hjem på plads i kapitlets sidste sætning: "Hun bemærkede, at der sad en lille stump dybfrossen ært fast i indfatningen på hendes forlovelsesring". Og der er flere små perler af den slags.
Herlig og meget britisk krimi, skrevet med både "bred pensel", mange detaljer og en rigtig fin historie. Rowling beviser for anden gang sit store værd som voksenforfatter med bid! Bind to skulle komme i 2014.
  
(Gyldendal, 479 sider. Udgivet 10. oktober 2013. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt fra engelsk: The cuckoo's calling, 2012)

Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Berlingske, og Jyllands-Posten