Schweizeren Christian Kracht vovet forsøget og skrevet den biografiske roman om August Engelhardt, der også i virkeligheden i begyndelsen af forrige århundrede efter hjemlige ydmygelser tog fra Tyskland til Ny Pommern i Tysk Ny Guinea (det nuværende Papua Ny Guinea), hvor han købte øen Kobakon for at dyrke sine nærmest afgudslignende ideer om kokosnødden og dens egenskaber - med efterhånden mere omsiggribende mangelssygdomme til følge, og egentlig psykiatrisk sindsyge som ikke bare kunne tilskrives hans temmelig forskruede ideer.
Lyder dette lattervækkende og vanvittigt. Ja, det gør det, men i Tyskland var der få år efter en anden ynkelig og latterlig idealist, der nævnes i et afsnit (s. 71), der handler om Münchens Feldherrnhalle:
"Bare vent nogle år, så bliver det også dens tur til at spille en hovedrolle i det store formørkelsesteater. Eftertrykkeligt udsmykket med det indiske solkors vil en lille vegetar med en absurd sort tandbørste under næsen da gå de tre-fire trin op til scenen ... ak, lad os nu bare se tiden an, indtil den dystert begynder i æolisk mol, tyskernes dødssymfoni".
Dette og et par andre afsnit af lignende korte længde får beretningen om den latterlige kokosæder Engelhardt og hans klan hævet op til at blive noget mere og andet end en anekdote, en historie om det skæbnesvangre ved fanatisme af enhver art og på ethvert plan.
Imperium er både vældig underholdende med sin historie og sin ironi. Den er meget velskrevet men også meget tysk i sine sætningsbygninger, så det gælder ofte om at holde tungen lige i munden og huske hvordan en sætning startede fem linier længere oppe - før de indskudte sætninger.
Både morsom og også temmelig uhyggelig bog. Den kan absolut anbefales - en historie som man husker.
(Rosenkilde & Bahnhof, 219 sider. Udgivet 27. august 2013. Oversat af Henning Goldbæk fra tysk: Imperium, 2012)
Læs anmeldelse fra Politiken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar