fredag den 19. november 2010

John Ajvide Lindqvist: Menneskehavn, 2010

Det er med det store udtræk a la Stephen King, som John Ajvide Lindqvist ruller ud i Menneskehavn. Og han gør det godt på sin måde, men det er nok godt at have Kings suveræne måde på afstand. Ellers kan det virke lidt halvt. For det er King-stof, som Menneskehavn er inde på.
Anders og Cecilie mister i 2004 deres seksårige datter på Domarö, en skærgårdsø lidt nord for Stockholm. Hun forsvinder simpelthen sporløst. Det ene øjeblik er hun der, det næste er hun væk. Anders, som har rødder på øen, lader to år gå efter tragedien med efterfølgende druk og skilsmisse gå, før han vender tilbage for at søge efter sandheden om Maja. Og de er ikke de eneste ofre - havet kræver, og der er ufærd på vej!
John Ajvide Lindqvist er mand for en god og solid gyser om tabte slægtninge, hvad han også beviste med Håndtering af udøde. Og jeg kunne godt savne lidt af den stramhed, som den havde i forhold til Menneskehavn. Menneskehavn er nok hundrede sider for lang, og optakten for langtrukken. Men ellers er det rigtig godt, at der bliver givet tid til beretningerne om øens Domarös forhistorie. Men det sug som Stephen King, og for den sags skyld også Lindqvists Håndtering af udøde, gav mig, fik jeg aldrig. Men jeg ved, at han kan give mig det sug - og jeg læser ham gerne igen.

***

(Originaltitel: Människohamn, 2009)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar