De dødes kammer er så den femte fra Labyrint, som handler om to fyre, der en aften kører ræs med slukkede lygter i et øde industriområde i Dunkerque. Pludselig kører de ind i en mand, der viser sig at gå rundt med en kuffert med to millioner euro. De tager pengene, begraver liget i en mose. Hvad de ikke ved er, at manden var på vej til at betale en løsesum for sin bortførte datter. Bortføreren har set det hele fra sit nærliggende gemmested - og så er fanden løs næsten rent bogstaveligt!
Bogen er helt i toppen af brutalitetsbarometret. Som ofre optræder blinde småpiger, lidt større piger med sukkersyge, gravide kvinder og hunde, katte, ulve og aber! Og den udøvende part er der virkelig gjort noget ud af at gøre til det ækleste møgmonster nogensinde - der bliver spillet på ALLE tangenter, også fordomme og sex. Ser man bort fra det, er plottet fint skruet sammen, og der er spænding for alle pengene.
Men sproget kan der altså ikke ses bort fra! Det tangerer det romanbladsagtige i at skabe billige effekter. Et mere eller mindre tilfældigt udvalg: "Hvad havde morderen tænkt på da han befamlede denne uskyldige hals" (s. 140) og "En affære mellem to temperamentsfulde politifolk kunne kun blive stormfuldt. Men de smukkeste regnbuer opstår tit i det værste stormvejr" (s. 309). Jeg vil tro, jeg kunne samle mindst halvtreds af sådanne eksempler. Det bliver nærmest som at læse Danielle Steele (jeg har prøvet) i en noget anden sammenhæng. Sproget og effektmageriet alene har trukket godt ned på stjernerne!
Den indtil nu suverænt ringeste af Labyrints bøger, som endda ligger klasser under, hvad forlaget ellers har præsteret af rigtig god fransk krimi.
(Labyrint, 373 sider. Oversat af Lone Garde fra fransk: Le chambre des morts, 2005)
Andre anmeldelser af bøger fra forlaget Labyrint: Zulu af Ceryl Férey, Total Kheops af Jean-Claude Izzo og ikke mindst den suveræne Spindleren af Thierry Jonquet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar