Lars-Erik Svanberg, Sverigesmester i langrend i begyndelsen af 1950'erne, bliver næsten tres år senere fundet med kløvet hoved på sin gård i Tornedalen nær den finske grænse. Samtidig dræber en russisk gangster sin bedste ven i Sankt Petersborg og flygter over grænsen. Imens er journalisten Katrine taget fra bopælen i London til Stockholm for at rydde op i sin mors lejlighed. Her finder hun en række uåbnede breve fra en ejendomsmægler og opdager, at ikke alene er moren ejer af et gammelt hus i Tornedalen nord for Haparanda, men også at en anonym køber er villig til at betale nærmest hvad som helst for den faldefærdige bygning...
Politikens anmelder Marie Tetzlaff skrev i sin anmeldelse, at hun en uge efter ikke rigtig kunne huske hvad Begravet i stilheden endte med. Sådan har jeg det allerede her et par timer efter sidste side. Eller rettere: Bogen ender ikke rigtig med noget som helst. Jeg sidder mest med en følelse af også at være lidt bondefanget men alligevel være ligeglad. For egentlig blev jeg heller aldrig rigtig ramt af andet end udkantsportrættet af det nærmest indavlede lille samfund på randen af Sverige. Og også det er set langt bedre før.
Der er noget slægthistorie, et russisk spor, nogle personlige skæbner, nogle mord - men der bliver aldrig rigtig en troværdig sammenhæng mellem dem. Så udover hvad bogen slutter med, ved jeg heller ikke for alvor, hvad bogen egentlig handler om...
To stjerner for trods alt troværdige enkeltpersoner og OK sprog, på trods af mange korrekturfejl:
(Mrs. Robinson, 416 sider. Oversat af Birgitte Jannerup fra svensk: I tystnaden begravd, 2012)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelsen fra Politiken
Tornedalen: er det ikke der Åsa Larssons Rebecca Martinsson serie foregår?
SvarSletNej, men næsten - set med langdistanceøjne. Der er nemlig ca. 300 km til forskel. Begravet i stilheden foregår lidt nord for Haparanda lige ved den finske grænse, mens Åsa Larssons bøger udspiller sig i Kiruna.
SvarSletMen Mikael Niemis bøger Populærmusik fra Vittula og Manden der døde som laks er fra Tornedalen.
Åh ja, det var Manden der døde som laks jeg forvekslede med. Godt husket :-)
SvarSlet